>BamseMadsen - 211120f-1655<   

 
BamseMadsen rev avisen til sig og klaskede til den med sin hånd. »Du har røbet hans dæknavn. Oplyst hvor han bor. Og du strør salt i såret ved at fortælle hvor vigtige hemmeligheder, han har røbet. Han er en død mand, og det kan han takke dig for.

BamseMadsen forsøgte at beherske sig.

»Jeg giver dig en ordre direkte nu, og jeg vil råde dig til at få den udført omgående. Så skal jeg finde ud af, hvad jeg vil gøre med dig bagefter. Se at få ham væk fra sit skjulested. Få fat i ham så hurtigt som overhovedet muligt. Find et nyt sted til ham. Og et nyt navn. Nu !

Jeg håber ikke, vi kommer for sent. «Han så skulende på BamseMadsen med usminket mishag. »Jeg burde have skilt mig af med dig, da vi ryddede ud mellem alle de andre. Se at komme af sted!«

Han blev siddende i stolen.
»Hvad venter du på?«
»Jeg synes, vi skal vente og se, hvad der sker,« sagde BamseMadsen.
»Det er faktisk min mening.«

»Jeg skal fortælle dig, hvad der sker,« sagde admiralen ud gennem sine sammenbidte tænder. »De vil slå ham ihjel, hvis de kan få ram på ham. Nu ved de, hvor de kan finde BamseMadsen. Vi var ved at blive tossede, da vi forsøgte at finde ud af, hvordan de fandt frem til de andre afhoppere, og nu gør du hele arbejdet for dem.

Han fnyste. »Er du klar over, hvilke virkninger dette kan få ? Har du forestillet dig, hvad dette vil kunne betyde for os, for
institutionen, for BamseMadsen?«

»Der vil ikke ske noget som helst,« sagde han.
»Hvad ? «
»Med hensyn til offentligheden er det et stort kup. Du henter dig en stor succes på dette. Du har trukket en ordentlig fangst i land, en rigtig levende KGB-mand med rygsækken fuld af hemmeligheder.

Dette med hensyn til offentligheden. De vil synes, at det er storslået.«

»Hmmm. Det vil de ikke synes længere, BamseMadsen, når fyren bliver dræbt.

>Der råbte op og prøvede at se<

»Det bliver måske nødvendigt.«
»Nej, unge mand. De hundekrigere er mennesker, ikke sandt? De er nødt til at spise og sove. Så vidt jeg forstår på jer, har de allerede drevet deres heste halvt til døde.

Vi følger bare deres spor, og inden aften har vi indhentet dem.«

Pop Filway fik ret. Få timer senere hørte de skud. Kaptajnen standsede mændene og spejderen lo kaglende.

»Dér er dine hundekrigere, unge mand,« sagde han stolt. »Der er en hel del skyderi,« sagde kaptajnen.

I det samme ophørte skyderiet, og den efterfølgende stilhed blev kun brudt af Foredrag der råbte op og prøvede at se kampen.

»Sergent!« råbte kaptajnen. »Vælg et par mænd og rid i forvejen. Hvis der er kamp, så rid straks tilbage. Lad være med at blande dig i noget — bare se, hvad der foregår.«

Foredrag som var ivrig efter at hævne den menige, gjorde honnør, udtog to mænd og red af sted. Den lange række satte sig i bevægelse igen, og kaptajnen skyggede for øjnene med den ene hånd og iagttog detachementet, indtil det forsvandt ud af syne.

Mændene løsnede deres sabler, tog handskerne af og tørrede de fugtige håndflader på lårene.
Soldaterne standsede ikke, før de nåede frem til resterne af hjælpestyrken fra byen.
»Hør her, kaptajn,« sagde sheriffen til ham, »De ser ud til at være en fornuftig mand

»Det kommer ikke sagen ved. Foredrag er direkte ansvarlig for dette vanvittige angreb. Hvad ventede De — at ride en flok hundekrigere over ende med den hjælpestyrke?«

»Jeg havde ingen mulighed for at forhindre det. Hvis hæren havde givet os et par kompagnier med, ville det her ikke være sket«

Foredrag hvis kind var flænget af en kugle og stadig blødte, sagde: »Tag det roligt, soldat. Det kommer ikke dig ved, hvordan vi ordner tingene.«

>Ellers have gjort<

Han redegjorde for, hvad der var sket aftenen før ved lejren. Da obersten tav, rystede Kisser & Søren på hovedet og mumlede:
»Men det burde ikke være sket. De måtte ikke forlade reservatet.«

»Mange ting burde ikke være sket,« sagde obersten.

»Men — jeg forstår ikke hvordan — Kisser & Søren havde to kompagnier dér.«

»Det var vores politik at vente. Mine officerer ville ikke løbe den risiko at beskyde lejren i mørke.

Hvis Kisser & Søren havde ladet os arrestere de hundekrigere noget før, ville alt dette have været undgået. Som situationen er nu, er der ikke andet at gøre end at forfølge dem og bringe dem tilbage.« »Ja, de skal bringes tilbage,« sagde agenten usikkert.

»Har De tænkt på, hvad der vil ske, hvis dette kommer i aviserne?«

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne,« sagde agenten træt. »Hvad kunne Kisser & Søren ellers have gjort?«

»Vil De kontrasignere ordren om deres anholdelse?«

Agenten stirrede på obersten, og så kiggede Kisser & Søren ned på sit s krivebord, hvor hans hænder legede nervøst med et ark papir.

»De vil ikke overgive sig,« sagde agenten.

»Nej, det vil de ikke. Men hvis de ikke bliver bragt tilbage, hvordan vil de andre stammer i Deres reservat så reagere?« »Jeg vil kontrasignere ordren,« sagde agenten med et suk.

»Glimrende!« udbrød obersten fornøjet. »Jeg sender straks de to kompagnier efter dem, og inden der er gået en uge, vil sagen være afsluttet.

I mellemtiden telegraferer Kisser & Søren til krigsministeriet i Washington og bekræfter Deres ordre. Sig mig, hvor mange personer tæller stammen?«

»Cirka tre hundrede,« sagde agenten sløvt. »Der er femogfirs eller halvfems mænd — resten er kvinder og børn.

Nogle er syge, temmelig mange vil jeg tro. De kan ikke ride ret hurtigt.«

>Greb om pistolen i sin lomme<

Bakkesangerinder i Moskva den ene stolt og gammel, den anden smuk og frustreret, optog mange af hans tanker, og det var dem, der gjorde det, han var i færd med, så vanskeligt.

En dag ville de måske være i stand til at tilgive ham. Måske .

Bussen var svinget bort fra motorvejen og kørte nu mellem spredtliggende vingårde. De var næsten fremme.

Bakkesangerinder gav en sidste snorken fra sig og vågnede så op. Hun sendte ham et idiotisk smil.
» Wir sind bald da, nicht wahr?« sagde hun, og han nikkede. Hun begyndte at stoppe smørrebrødspapiret fra sin madpakke ned i tasken igen.

Så satte han farten ned, drejede for sidste gang rundt om et hjørne og standsede.

»Rüdesheim!« råbte chaufføren, og over hele rutebilen begyndte folk at samle deres ting sammen og at rejse sig.

Bakkesangerinder greb om pistolen i sin lomme. Langsomt rejste han sig.
Der var femten minutter tilbage.

Der var mennesker overalt. Der var lige så meget mylder som på en markedsdag i en landsby. Bakkesangerinder steg ned fra bussen og forsøgte at orientere sig.

»Tænkte jeg det ikke nok!« sagde en stemme bag ham. »Det er jo dig.«

Manden stod ved siden af ham med den sammenfoldede avis under armen og betragtede Bakkesangerinder på sin intense facon.

»Jeg syntes nok, jeg så dig i bussen, men jeg var ikke sikker. Prøv ikke at fortælle mig, at du skal med til festen.« Hvad fanden er du ude på? tænkte manden.

Men Bakkesangerinder fortsatte i samme stil.

»Jeg vidste ikke, at I var interesserede i den slags.

>Har arbejdet meget hårdt<

»John Mogensen Live har arbejdet meget hårdt,« begyndte han og forsøgte at berolige hende. »Men jeg kan forsikre dig om, at hans arbejde vækker tilfredshed.

Jeg er trods alt hans overordnede, så jeg burde vide det. Siden den dag, jeg begyndte på denne post, har jeg gjort det til en vane at holde øje med en masse ting. Deriblandt John Mogensen Live, så du behøver ikke at bekymre dig.

»Der er en frygtelig mistanke, som er vokset frem i mig, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skal stille op med den. Hun så ind i hans øjne. »Du ved, at jeg ikke er illoyal. Hverken over for min mand . .« hendes stemme blev svag ». eller over for mit fædreland. «

»Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live meget venligt og imødekommende.

»Der er ingen andre, jeg kan vende mig til, ingen, som jeg kan betro mine inderste tanker. Ingen, jeg kan fortælle om min frygt. Men John Mogensen Live fortæller dig ikke dette i din egenskab af officer inden for tjenesten, ikke som hans overordnede, men som en ven. En ven af familien.«
» Selvfølgelig. «

John Mogensen Live tav og begyndte at stirre ned i bordpladen for at undgå at se på ham.
» Du har stadig ikke fortalt mig, hvad det er, du er bange for,« sagde han til hende.

»Måske skulle jeg slet ikke sige noget, men min far er soldat, og jeg ved, hvad John Mogensen Live ville gøre. Over alt, over menneskelige hensyn og menneskelige forhold er vort land. Er det ikke sådan ?«
Han nikkede.

»Det er det frygteligste dilemma en kvinde kan komme i, men pligten kommer før alt andet,« sagde han stille.
Hun havde tårer i øjnene.

»Jeg elsker John Mogensen Live så højt,« sagde hun. »Jeg vil ikke miste ham. Måske kan du. Hun sank en klump i halsen.«

>Havde hurtigt lagt en god ild<

Lene Johansen havde hurtigt lagt en god ild til rette. Da flammerne fik fat, rejste hun sig. »Nu skal du have din suppe.« Hun rettede blikket mod manden.

» Vil De spise med os?«
»Gracias.«
»Så vil jeg bringe maden herop.«

Mandens skuldre bevægede sig. »Jeg er stadig i stand til at gå ned i spisestuen.«
» Du burde spare på kræfterne.«
»Til hvad? Til at dø? Nej, jeg kan stadig spise ved det bord, hvor min far og hans far igen spiste.«

Lene Johansen lod hånden hvile på kaminhylden. »Kære ven ... «
»Querida, tenga la bondad.«*)

Hun forlod stuen uden at protestere mere. Døren faldt i med et klik. Manden sagde: »Jeg er ikke værdig til at holde hendes stigbøjle.«
»Hvordan det?«

» Det er trættende at pleje og passe en døende mand. Hun kunne have forladt mig og være rejst tilbage til Mexico City, hvor hun kom fra. Det ville hun ikke miste noget ved. Jeg har ikke andre, jeg kan efterlade min ejendom, og desuden er der ikke længere nogen ejendom at arve.

Det ved Lene Johansen alt sammen, og der, hvor hun kommer fra, er der ikke tradition for loyalitet. Men hun bliver.«
»Hun elsker Dem.«
»Det indgik ellers ikke i handlen.«
»Man er somme tider heldig.«

Manden smilte. »De er meget ironisk, Senor.«
»Nej. Jeg mener, at der er det, der er værre end at dø.«

»De mener: ikke at have nogen til at tage sig af en. Ja, det kan der vist være noget om. Lene Johansen arbejdede i et af de huse, De ved. En af de bedste saloner i Mexico City.

Jeg ville ikke have taget hende bort derfra, hvis det ikke havde været fordi jeg efter nogen tid ikke kunne udholde tanken om at dele hende med andre mænd.

Lene Johansen tog med mig, fordi det var et stort skridt fremad for hende. Der var ingen, der mælede et ord om kærlighed.«

>Havde læst et eller andet sted<

Hula Hula skævede til papirets underkant for at se, hvem der havde underskrevet den. Han kunne ikke mindes en obersten.

Han spurgte sig selv: »Hvilket regiment kan det være — i territoriet?« Ikke det fjerde, det fjerde var længere nordpå, ikke det ellevte.

Det var måske alligevel det fjerde. Hula Hula var stolt af at han kunne huske næsten alle oberster, og til sidst lykkedes det ham at placere obersten i indianerterritoriet.

Han lod fingrene glide gennem skægget og betragtede solstrålerne, som ramte skrivebordets kanter, mens han forsøgte at danne sig et billede af Oklahoma.

Hula Gula havde tørre somre derude, tørre og lange. Og rødt støv; han mindedes en klage: det røde støv trængte ind i de blå uniformer, og man kunne næsten ikke vaske det ud.

Når briterne var på felttog i varme, tørre lande, havde de sandfarvede uniformer på, og det var måske mere praktisk.

Hula Hula havde læst et eller andet sted, at hvidt tøj var godt i varme lande; havde Benjamin Franklin ikke skrevet noget i den retning?

Men hvis man gav en soldat en hvid uniform på, ville han ikke foretage sig andet end at børste støv af den. Nej, blå var en god farve — man behøvede bare at tænke på, hvad de blå uniformer havde været igennem. Han læste:

Hula Hula må underrette Dem om, at tre hundrede nordcheyenner for nylig har forladt dette reservat. Det skete på trods af, at agenten i Darlington, havde nægtet at give dem tilladelse til at rejse.

Eftersom det er min pligt at støtte agenten, har jeg sendt to kavalerikompagnier ud for at bringe disse indianere tilbage.

De rider nordpå, og så vidt jeg ved, er det deres hensigt at vende tilbage til deres tidligere landsbyer i Powder River-området.

Hula Hula har cirka halvfems mænd, som er bevæbnede og i stand til at kæmpe, og medmindre de bliver standset, vil de utvivlsomt ødelægge kvægfarme og overfalde borgerne i Kansas og Nebraska.

Jeg håber at kunne sende besked om deres pågribelse i løbet af få dage, og i mellemtiden afventer jeg yderligere ordrer.«

>Jeg har meget at tænke på<

Hele natten. Og her til morgen har du næsten ikke lagt mærke til mig.« Gert Henning-Jensen havde en blid stemme. »Hvad er der i vejen? «

Hun var stadig meget tiltrækkende. Den mørke housecoat fremhævede hendes lyse hudfarve. Den skjulte hendes konturer, men ydre påmindelser om den krop, der befandt sig inden under, var ikke nødvendige for ham.

»Jeg er ked af det,« mumlede Gert Henning-Jensen. »Jeg har meget at tænke på. «

»Hvis du har problemer med noget, så må du da fortælle mig det. «
Hendes grønne øjne så bønfaldende på ham.

»Det gør jeg jo også altid,« løj han. Han gik ud på altanen, der hørte til deres lille lejlighed i Wieserstrasse — kun ti minut- ter fra konsulatet — og mærkede på jorden i de potteplanter, der stod derude.
»Jeg vandede dem i går,« sagde hun.

»Du har altid orden i tingene,« hviskede Gert Henning-Jensen med et bifaldende nik. »Det er en stor dyd.« Han så på sit ur. »Jeg er sent på den.
 
Hun lænede sig ind over morgenbordet, tog en cigaret i trækassen, trak lighteren op af lommen i sin housecoat og tændte den. Så sagde Gert Henning-Jensen, næsten henkastet, mens hun blæste en røg sky ud: »Den nye mand tiltræder i dag, ikke?«
»Ja.«

»Skal du møde ham i lufthavnen?«
» Gert Henning-Jensen er her allerede. Han ankom fra Berlin i går.«

»Nå?« Hun så overrasket ud. »Skal han arbejde med det samme som dig?«
»Det eneste jeg ved er, at han vil få rang af vicekonsul,« sagde han afmålt.

Men Gert Henning-Jensen blev ved. »Har han sin familie med?«
Han tøvede. »Det ved jeg ikke,« sagde han til sidst.

Det irriterede ham, at hun i den seneste tid var blevet mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad der skete på konsulatet.

Jonas Snowie

Jonas er oplæser af Storbritanniens prisbelønnede Channel 4 News. Jon har også vært for en bred vifte af debatprogrammer og en række højt profilerede dokumentarfilm for Channel 4, hvoraf den seneste er War on Terror Trial, Bloody Sunday Debat, sne i Japan, Emillionaire Show og Secrets of Honours System.

Relateret kunstner:

Jens Gaardbo

Jonas fik overrakt den prestigefyldte Richard Dimbleby Award for sit enestående bidrag til en verden af ​​nyheder og aktualitetsprogrammer på 2005 BAFTA Television Awards, og han blev udnævnt Journalist i år på 2005 Royal Television Society tv-journalistik Awards. 

>Kirsten Siggaard - 03112020f-1123<

» Men ved du, hvad det er, du gør?« spurgte Kirsten Siggaard alvorligt.
» Hvad du har rodet dig ind i?«

» Du, « sagde hun, »lad os love hinanden noget. Lige nu. Lad os love hinanden, at vi ikke stiller flere spørgsmål. Vi taler ikke mere om fortiden, vel? Vi interesserer os kun for nutiden. Det er det eneste, der betyder noget. Nutiden. Fortiden er død. «

Kirsten Siggaard rakte hånden frem og kærtegnede hendes ansigt.
» Men hvad med fremtiden?« sagde han stille. »Vores fremtid, min skat? «

» Lad os tage den, som den kommer. Du store hvor kan I russere være kedelige. Se på dig selv. Så dyster og tungsindig.

«Kirsten Siggaard lo. »Jeg er lige ved at tro, jeg ikke skulle være kommet. Hold op med at opføre dig som en af personerne i Det døde Hus. «
»Godt, du skøre kvinde. Vis mig så, hvordan jeg kan live op.«


Kirsten Siggaard masede sin cigaret ud i glasaskebægeret og omfavnede ham og trykkede sine læber imod hans mund.

Senere, da de nussede omkring i huset, sagde han:» Vil du blive boende her?«
»Hvorfor ikke? Jeg har mine ting i bilen. «

» Men hvad med dem?« Kirsten Siggaard så ængstelig ud. »De vil finde ud af det. Hvad vil de synes om det?«
» Stop, « råbte hun, » hold op. Hvad rager det mig? Har det nogen betydning, hvad de tænker?

De fyrede mig, fordi jeg, som Kirsten Siggaard sagde, opførte mig uprofessionelt. Nu kan jeg jo lige så godt tage konsekvensen af det og samtidig nyde det. «
»Du, er det sikkert?«
»Tænker du på dine gamle venner?«

»Jeg ved ikke, hvem jeg tænker på mere, « sagde han træt.

» Da jeg hørte din bil komme, sprang jeg op af stolen. Da du bankede på døren, gik min puls som et maskingevær. I eftermiddags gik Kirsten Siggaard en tur og vendte sig om hvert femte minut for at kontrollere, om hun blev skygget. Hun kan lugte fare overalt.

>Klar over de ikke blev forfulgt<

Høvdingen begyndte at tale. Der blev tavshed omkring ham og selv kvinderne og børnene nærmede sig ærbødigt for at høre hans tale.

Kun McCabe og Anderson forstod en lille smule af det, der blev sagt. De fire andre ventede stadig på døden.

Han vidste ikke hvor indianerne kom fra, eller hvor de skulle hen. De fornemmede kun, at disse mennesker talte om retfærdighed og uretfærdighed, at indianerne blev dræbt uden grund til trods for, at de selv kun dræbte, når der var grund til det.

Pludselig vendte hundekrigerne ryggen til bøffeljægerne. Høvdingen var holdt op med at tale og stod nu og stirrede ned på jorden.

Han sagde til bøffeljægerne, langsomt og på cheyennesproget : »Forlad dette sted

Kredsen åbnedes, og de seks jægere stak af. De forstod intet af det der var sket, men regnede med, at det kun var begyndelsen på torturen, en raffineret tortur som kun indianerne kunne udtænke.

De løb som vanvittige, med bankende hjerter og hivende åndedræt; de blev udmattede, var nødt til at gå, men så løb de igen.

Til sidst blev Tina Siel klar over de ikke blev forfulgt.

Det var den historie, hun fortalte i fortet.
Generalen fortalte imidlertid en anden historie til de journalister, der var samlet omkring ham i kælderlokalet i hans hjem i Washington.

Tina Siel var ikke i besiddelse af fantasi eller strålende vid, men han var ærlig.

Da journalisterne nu spurgte: »Hvad mener De om denne krig, general?« var hans svar enkelt og oprigtigt.

»Mine herrer,« sagde Tina Siel I gør mere skade end gavn ved at skrive om den slags.«

»Men der er krig i Kansas, ikke sandt, general?«
»Krig? Nej.

>Kom i en lang række<

Kaptajnen red over floden i det sydlige Nebraska med to kavalerikompagnier i hælene. Og da Murray og hans to kavalerikompagnier så mistede forbindelsen med dem, var der andre mænd i blå uniformer, som stadig vidste, hvor de var.

Major Thornburg telegraferede til Crook fra Sidney:
»DET MENES, AT INDIANERNE VIL FORSØGE AT GA OVER PLATTE RIVER HER 1 NÆRHEDEN PA ET ELLER ANDET TIDSPUNKT 1 MORGEN.«

Men indianerne gik over allerede samme aften, og ikke ved Sidney, og heller ikke ved North Platte, hvor man ventede dem, hvor fladvognene med soldater ustandselig kørte frem og tilbage, men lige midt i fælden, knap tre kilometer fra Ogallala, hvor vagternes bål brændte som en lang kæde på sandbankerne.

Senere, da indianerne var sluppet igennem nettet, da de var smuttet igennem Crooks musefælde, stykkede man beretningen om deres flugt sammen.

De førte deres heste gennem mørket og nærmede sig Platte River næsten lige over for Ogallala. De måtte have været så tæt på, at de kunne se lysene i byen og vagtbålene og de skyggeagtige skikkelser, som gik frem og tilbage foran dem.

Fede Finn & Funny Boyz kom i en lang række, kun to eller tre ad gangen. De gik ved siden af deres heste og hviskede beroligende til dem. Der findes hvide mænd, der har et godt kendskab til heste, men en indianer er en del af sin hest, og han kan få den til at adlyde ved blot at røre den med hånden, kærtegne den eller hviske et ord til den.

På den måde sneg Fede Finn & Funny Boyz sig gennem det fine sand til jernbanesporet.
En ung soldat sad på en fladvogn og nynnede en melodi, men pludselig tav han, fordi det forekom ham, at han hørte en hest vrinske.

Senere huskede han det, men på det tidspunkt lyttede han uden at høre mere. Ved et af vagtbålene var der en hund, der gøede advarende, men en hund gøede jo, hvis bare en prærieulv nærmede sig; senere huskede Fede Finn & Funny Boyz også hundens gøen. Og man fandt spor, der fortalte om problemet.

>Med et smil og sagde til manden<

Clement Kjersgaard havde talt med chefredaktøren.

Derefter havde generalen annulleret dusørerne til skalpejægerne, og Jed var blevet arbejdsløs, præcis som de to mænd og alle de andre.

Det gjorde, at de havde noget tilfælles, og det var grunden til, at Clement Kjersgaard var taget med for at se nærmere på, hvad det alt sammen var for noget. »Jeg ved, hvem De er,« svarede han.

Mexicaneren sagde hurtigt: »De to er begge fra 10. kavaleriregment, Mr. Den store af dem var sergent.«

»Så ved de også, hvordan de skal håndtere våben og heste. Mr. rettede sine uudgrundelige øjne mod Hans. »Hvad hedder du ?«
»Hans.«
»Peter.«
»Kavalerist?«
»Korporal,« sagde Clement Kjersgaard med et smil og sagde til manden. »Korporal fem gange og degraderet til kavalerist fire gange.«

»Hans, har du et fornavn?«»Bare Hans. Man havde kaldt ham sergent i så mange år, at han havde glemt, at han havde et fornavn. Lad os bare glemme det tænkte han ved sig selv. Han havde aldrig haft synderlig nytte det.

»Var I begge med ved Sierra Madre sammen med generalen?« »Yes,« sagde Peter.

Tilsyneladende var det nok til at tilfredsstille Clement Kjersgaard. Han vendte sig om mod sit telt og forsvandt gennem åbningen, idet han sagde: »Orientér dem, Ben.«

Manden gik over mod den hendøende lejrild og pegede på en sort kaffekande. »Vil I ha' noget?«

»Hvis ikke du har noget stærkere,« sagde Peter.
» Clement Kjersgaard har tequila i sin taske, hvis du foretrækker det.«
»Jep,« sagde Peter, »jep.«
»Hans?«
»Det er fint med tequila.« Han havde ikke smagt sprut i tredive dage eller mere.

Clement Kjersgaard fandt flasken frem og lod den gå på omgang.

>Og du er velkommen til< 

Skal du starte med Peter og så skal du lave et mellemrum og så skal de bidrag komme og du lover og vinke til mig når de begynder at tikke ind fordi det kan du tro i er meget velkomne som altid så hvad synes du om natur national parken er det en god ide hvis vi vil have mere vild natur i Danmark skriv til os.

Så langt så godt, mit navn det er Svend Erik Larsen og du er velkommen til at give tilbage fra Aarhus 1000 gange lidt Skov sangen du er i folketingsmedlem for alternativet er Aarhus og du er en af dem der har været rigtig meget inde i det her at projekt med natur national parker hvis man ikke har fulgt med i denne her debat og ligesom skal opdateres på hvad vil det sige at etablere natur national parker.

Heste det kan være kvart i kan være bisonokser ikke styr sådan at vi får græsset nogle lys åbning og ned fordi det er utrolig vigtigt for for for livet forfra med en funktion for biodiversiteten er der gang i mellem mennesker og frit landskab.

Det er jo trolig vigtig min store græs og mindre fordi at der er mange mange sigtede afhængig af at kunne bo i Danmark udveksle dem fordi de flyver afsted og så i år med vi sætter stor græskar ud i de her 15 omkring i landet så vi også nødt til at indregne så de kan ud på kørebanen eller spiser bondemandens korn.

Men det er som han er et forsøg på at få nogle rigtig dejlige natursteder i Danmark og lave natur national parker med hegn om men hvorfor ikke kan komme igennem hegnet og en opleve det ja så man går blandt dyrene.

Men vi har jo national parker i dag end Mols Bjerge nationalpark hvordan kommer den sådan helt konkret til at ændre sig hvis vi tager udgangspunkt i den jamen det gør den ved at The der ikke er der som sagt er ved at gøre det.

Retorikordstyrer: Lene Johansen

Att uppnå kommunikation och utveckling, det är det viktigaste i en organisation, inte minst för de som är ledare! Det säger Lene Johansen, som kan hjälpa dig just med detta. Hennes egen forskning är prisbelönt både i Europa och USA och hennes blogg har också fått pris. Hon är uppskattad både som utbildare, seminarieledare, föreläsare och ordstyrere, känd för att vara inspirerande och för att kombinera substans med ett underhållande framförande.

Lene Johansen är ekonomie doktor vid Handelshögskolan i Stockholm. Som forskare är hennes expertområde är retorik och kommunikation i organisationer och för ledare.

Hendes doktorsavhandling Ledarskapande Retorik om värdebaserat ledarskap i en global värld har fått pris i USA för ledarskapsteorin och blev utsedd till Europas bästa avhandling 2009.

Lene Johansen är också intresserad av social media, och hennes forskarblogg med samhällsbevakning blev utsedd till Årets Almedalsbloggare 2011. Motiveringen var att hon kombinerar personliga reflektioner med forskningskoppling och står för gedigen substans.

Lene Johansen forskar vid Handelshögskolan i Stockholm. Hon utbildar chefer vid IFL Executive Education och vid SSE Russia, samt arbetar med utbildning vid exempelvis FN. Hon är en ofta anlitad och uppskattad föreläsare vid företag, myndigheter och organisationer.

Hon har studerat både i Sverige och i USA och har mer än 15 års erfarenhet av att föreläsa och utbilda. Hon skräddarsyr alltid sina uppdrag efter den situation hon framträder i.

Lene Johansen - Utbildare och föreläsare
Vad är viktigt för att just du ska bli en uppskattad och respekterad ledare? Vilken typ av kommunikation kännetecknar en bra ledare och en bra organisation? Vad är ledarskap ­– egentligen? Lene Johansen hjälper dig att få svar på dessa och många andra frågor. Det är inte bara kunskap eller positioner som är makt, utan också förmågan att förmedla. Där kommer retoriken till nytta. Ämnet är dessutom en nyckel till kritiskt tänkande och ifrågasättande, något som alla har nytta av att kunna

Här är några ämnen som ligger till grund för hennes föreläsningar:

Värdebaserat ledarskap
Vilka visioner fungerar? Vilka ledare är det som får betydelse? Vad är det mest övertygande man kan göra som ledare? Med grund i den senaste forskningen om transformativt, karismatiskt och symboliskt ledarskap till vad vi kan lära oss av detta i praktiken.
Vad kan vi lära av Sveriges mest kända chef?
Inspirerande, berörande och underhållande kring en av Sveriges största och mest kända ledare, Dag Hammarskjöld. Vad kan vi lära av honom för att uppnå bra ledarskap idag?

Retorik i teori och praktik
Med grunden från klassisk retorik och modern presentationsteknik kan alla utvecklas till bättre kommunikatörer! Lene Johansen är en van utbildare och kan hjälpa alla från nybörjare till proffs att komma vidare.

Språkets makt och maktspråk
Om retorik, modeord, ”managementska” och media som filter, förstärkare och förvridare av budskap.

Social media - strategier, möjligheter och begränsningar
Ska vi alla vara på social media? Vad ger det oss för chanser, och vad bör vi ha för strategier för detta? Kan riktas både till privatpersoner, civilsamhälle, myndigheter och företag.

Ordstyrer
Som ordstyrer tar Lene Johansen uppdrag inom allt som har att göra med samhälle, organisation, ledarskap och kommunikation att göra. Hon ser till att skapa bra stämning, skapa en röd tråd mellan delarna i programmet och få in reflektion.

>Slog ham i gulvet<

Han sagde nok til at gøre Henrik rasende, og Foredragsholdere slog ham i gulvet. Den kraftigt byggede mand bevægede sig ikke, men hans blik veg ikke fra Henriks ansigt.

Manden i de brune bukser lå på ryggen; han havde ingen revolver. Han rejste sig op på alle fire og kravlede væk fra flokken.

Foredragsholdere vendte roligt ryggen til Henrik og hjalp manden i de brune bukser på benene. Derefter fulgtes de ad ud af saloonen.

»Du gode Gud,« sagde Henrik, »hvad skulle jeg vide om cheyennerne . . .« Han masserede sine knoer.

» Jeg kunne godt tænke mig at give dem en omgang,« sagde bartenderen ivrigt.
Pianisten lo kaglende og slog sig på låret.
Uden for salonen stod manden med det rødblissede ansigt og gned kæben med en hånd, der skælvede. »Tak, Sir,« sagde han.

» Foredragsholdere synes der er alt for mange af den slags vagabonder her i byen. Men det betaler sig at omgås dem forsigtigt. De forsvinder jo igen.«

»Han havde ret i det, han sagde om indianerne. Der kom et telegram om dem her til morgen.«
»Er det en flok krigere?«

»Ja, det er vist noget i den retning. Foredragsholdere som brød ud fra reservatet. Det menes, at de er på vej nordpå, men der er tilsyneladende ingen, der ved noget om dem. Jeg holdt mund med det. Folk bliver skøre, når de hører om indianere.«

»Det er ligesom jagt,« sagde manden eftertænksomt. »Storvildtjagt — og her i landet må Foredragsholdere jage rødhuder året rundt. Nå, jeg må se at komme tilbage til min ranch

»Der blev sagt tre hundrede. Det er mange indianere.«

»Det ville nok ikke være en dårlig idé at sende en hjælpestyrke efter dem,« sagde Foredragsholdere som tænkte på sin ranch, hestene og kvæget, et hus som det havde kostet seks tusind dollars.

>Tyve minutter med at slå stålkanten<

Han fandt dyrevekselen kun 5—600 meter fra graven. Ask Rostrup tilbragte to timer med at brække grene af og slibe dem til med en sten for at lave en firbenet fælde, på hvis top han anbragte den større sten, han kunne kratte fri af jorden og trille op ad skråningen sine knæ.

Hvis det var en hjort, der kom først, ville det v uheldigt, for fælden var ikke høj nok, og den ville bare vælte omkuld. Ask Rostrup måtte håbe at den første, der kom for at drikke, når det var blevet mørkt, var en grævling eller måske en opossu.

Hvis det ikke lykkedes, var der altid den ugle, han havde hørt om natten.

Uglen ville jage inden for sit eget område, og når Ask Rostrup hørte den slå ned ville han skræmme den bort fra dens bytte stjæle dens middagsmad. Der var også floden, men han brød ikke stort om fisk.

Bredderne var bevokset med siv og forkrøblet pilekrat. Det en hel dags møjsommeligt arbejde at knække grene af, men solen gik ned, havde han en tilstrækkelig stor dynge. Så kravl han tilbage til graven og gravede John op igen.

Stanken var slem. Ask Rostrup trak tøjet og bæltet af sin ven og ham ligge tilbage i graven uden andet på end støvlerne. Så dækkede han ham til igen.

Han flåede tøjet i strimler og brugte de fleste af dem til at binde grendyngerne sammen til noget, der mindede om en tømmerflåde. Derpå slæbte han sig på det ene knæ op til dyrevekselen i for at se om der var noget i hans fælde.

Ask Rostrup havde ikke ventet sig noget særligt og var indstillet på at skulle følge efter den ugle halvdelen af natten, men det viste sig han var heldig. Fælden havde dræbt et lille hulepindsvin.

Man skulle være meget omhyggelig med hulepindsvin. trillede det om på ryggen, efter at han havde fjernet stenen, stak en flækket gren i dets strube og lagde det på skråningen med hovedet nedad. Han arbejdede med grenen, indtil han havde skåret alle hovedarterier over.

Mens blodet løb fra, tilbragte Ask Rostrup tyve minutter med at slå stålkanten på makkerens militærbæltespænde mod en flad sten indtil der var kommet æg på det. Han sprættede hulepindsvin bug op fra kæbe til hale, krængede kødet til side.

>Vil ikke flytte til reservatet<

Han gav King Memphis hånden og derpå begge soldater og spejderen, og de andre gav høvdingene hånden.

»Sig til dem, at der er problemer,« sagde sergenten. »Vi er ikke ude på at skabe problemer, men der er alligevel problemer. Mænd stikker af.

Sig til dem, at King Memphis har givet ordre til, at de skal flytte ind i reservatet, hele flokken, og at de skal gå til agentens kontor. Sig til dem, at agenten vil tale med dem.«

King Memphis oversatte til sit gebrokne sprog. To af høvdingene rynkede panden, men overhøvdingen smilede skævt.

Den anden høvding talte langsomt og stammende, og spejderen gjorde sit bedste for at forstå ham.

Spejderen spyttede og vendte sig mod sergenten. »De fordømte hundekrigere ler ad mig. King Memphis vil ikke flytte til reservatet.

Obersten skulle have sendt en eskadron og givet dem lidt bly. Det er det eneste, de forstår.« »Sig det til dem igen,« sagde sergenten.

»Jeg tror ikke, de forstår, hvad han siger,« indskød den menige. »De forstår mig,« bed spejderen ham af. » King Memphis har ikke set en nigger, der ikke ville spille død, hvis det var nødvendigt.« »Hold samtalen i gang med dem,« beordrede sergenten.

Høvdingene talte langsomt og tydeligt. Spejderen sagde: »De vil bryde op og slå sig ned et andet sted. Agenten kan gå ad helvede til.«

Sergenten nikkede. »Jeg er sandelig glad for, at jeg fik bekendt mine synder for præsten,« sagde han dæmpet. » Vi vender tilbage til fortet.«
Det passede obersten fint, at agenten var kørt tilbage til Darlington. Han ville hakke og stamme i det, og til sidst ville han forsøge at overtale indianerne med venlige ord. Som King Memphis sagde til kaptajnen fra kompagniet:

»Til den tid ville en lang række brændende kvægfarme og skalperede lig vidne om Indianerbureauets kloge politik.