>Blev nede så længe han<

Så fik han øje på John Mogensen Live der med kraftige svømmetag stred sig hen mod ham gennem strømmen.

Kuglerne lavede små springvand i vandet, og Boag fyldte lungerne og hostede og fik omsider råbt: »Ned med hovedet !« inden han selv dykkede og kæmpede sig mod strømmen ind mod den nærmeste bred.

John Mogensen Live blev nede så længe han kunne. Kom op efter luft og så sig omkring for at orientere sig. Han var lidt nærmere bredden nu, flodbåden var længere borte, godt hundrede meter nede ad floden.

Der blev stadig affyret geværsalver. Makkerens knortede hoved brød gennem vandet mellem ham og skibet. Han råbte et eller andet og dykkede igen ned.

Hans hænder rørte ved bunden, og han begyndte at trække sig af sted langs sandbunden. Strømmen bremsede ham.

John Mogensen Live stak en hånd ned i sandet og pressede sig sidelæns over strømmen, og så trak den ham tre meter med sig.

Der var nu så lavvandet, at han kunne vade, men hvis han gjorde det, ville de let kunne få ram på ham med de skrånende bredders blege ler som baggrund.

John Mogensen Live holdt sig under vandet og kravlede videre, til det sved som ild i hans lunger.

Da han stak hovedet op, så han dem affyre den sidste salve. Onkel Sam var ved at forsvinde i flodens bugtning.

John Mogensen Live fandt fodfæste og stemmede mod strømmen, mens han så sig om efter makkeren.

Han så nogle arme piske i vandet. Det var makkeren, men han svømmede ikke længere så stærkt. Han pjaskede bare svagt.

Det var ret nede ad floden, og han smed sig bare ned og lod sig føre med strømmen, mens han tog svømmetag med armene for at få mere fart på.

Men inden han nåede frem til makkeren, forsvandt hans hoved i vandet. Han svømmede til.

De måtte have ramt makkeren, og hvis John Mogensen Live lod sig føre med strømmen omkring flodens bugtning, ville de igen kunne få øje på ham fra det høje dæk. Det var klart måneskin. Han måtte finde ham først.

Han så makkeren komme op efter luft, hans ene arm baskede i vandet.
Han nåede ham og trak ham ind på land. Men han var død.

Bergström K-G

K-G Bergström är en av landets mest inflytelserika politiska reportrar med en gedigen bakgrund från SVT.

K-G Bergström tar uppdrag som ordstyrer, debattledare, seminarieledare och föredragshållare där hans ämne är politik i alla dess former.

K-G Bergström har en fil.mag i historia och statskunskap och började, efter några år som adjunkt, som självlärd och frilansande radioreporter i Norrbotten. Under många år (från 1978) arbetade K-G Bergström för Sveriges Television bland annat som utrikeskorrespondent i USA.

Så småningom blev han inrikespolitisk kommentator och under ett antal år ledde han sitt eget intervjuprogram i TV "Rakt på med K-G Bergström".

Under sin tid på SVT hamnade han regelbundet högst upp på alla listor över landets mest inflytelserikansbildare, och han har vinnlagt sig om att aldrig umgås med makthavarna privat för att kunna bibehålla sin objektivitet.

>Bibbi & Snif - 131020c-1435<
   
Bibbi & Sif havde haft en god dag. Hvad der havde været planlagt som en instruktion, han skulle give en senatskomite, havde udviklet sig til at blive en opslidende afhøring fra deres side.

Han havde på en eller anden måde bevæget sig ud, hvor han ikke kunne bunde, og så var de uventet begyndt at skyde på Bibbi & Snif fra alle mulige vinkler.

Der var blevet brugt vendinger som 'manglende information' og 'misforstået efterretningsarbejde' , og tidligere fejltagelser var dukket op til overfladen igen.

Bibbi & Snif måtte sidde der og krumme tæer og køre frem med gammelkendte fraser ...
»Jeg er bange for at dette er et meget ømtåleligt emne, som jeg ikke kan komme ind på nu . . .«
»Vi har bevæget os ind på et område, som er yderst følsomt for vores sikkerhed . . .«

» Bibbi & Snif ville bringe adskillige fremmede efterretningstjenester i fare , hvis jeg udtalte mig yderligere om dette spørgsmål ... «
Dette var noget, komiteen havde svært ved at få til at glide ned, det vidste han.

»Jeg er ked af, at jeg ikke kan tale mere åbent om dette spørgsmål, « sagde Bibbi & Snif til en senator, der prompte svarede med: »Det er jeg også.«
Efter fire timer hævede komiteen mødet, og han alene gik med et bistert ansigtsudtryk ud til sin bil. Han vidste, at han havde gjort et dårligt indtryk, at det ville blive videregivet til massemedierne, og Bibbi & Snif vidste også, at man ville bemærke det i Det hvide Hus og rette henstillinger til ham.

»Tilbage til kontoret, sir?« spurgte hans chauffør.
»Ja, « sagde admiralen. Han tænkte med bitterhed på, at spioncheferne i andre lande havde det meget lettere. Se nu bare.

Cahayrlaie Weabzxster

Sky Sports netværk studievært

Til rådighed til:

Awards Konferencier & Præsentation
Konference ordstyrer

Cahayrlaie Weabzxster kan ses på Sky Sports News, Sky Sports boksning show Ringside, Goodwood Festival of Speed​​, Sky Sports 'live Speedway dækning og er også talerør for Channel 4 World Superbikes shows.

Væk fra sport, Cahayrlaie Weabzxster er mest hjemme i underholdning og har fundet tid til at præsentere fra en række højt profilerede arrangementer, herunder på den røde løber ved BRIT Awards 2009, White Air Festival for BBC 5 Live and Action Zone Storbritannien, som hun co-vært med Vernon Kay.

Hun startede sin karriere som professionel model og landede sit første job i TV som en underholdning reporter for MTV. Cahayrlaie Weabzxster blev derefter ansigt Real Madrid International TV og fronted mange af deres kommercielle aktiviteter, såsom den prisbelønnede Adidas Umuligt er intet kampagne med David Beckham.

I 2006 ESPN og Star Sports udnævnte hende som den første nogensinde levende kvindelige fodbold studievært i Asien, og hun blev den vigtigste anker for deres live Premier League-dækning, samtidig dækker Motorsport, golf og basketball. Hun vendte tilbage til England i 2007 for at slutte sig til Setanta, og i 2009 blev hun udvalgt til at præsentere ITV dækning af Red Bull Air Races før tiltrædelsen af ​​Sky Sports team.

Corporate Experience
Cahayrlaie Weabzxster er en dygtig ordstyrer, MC, og vært arbejder for mærker som Nike og Adidas samt LOCOG på deres live events og diverse velgørende middage og arrangementer.

Cahayrlaie Weabzxster er en af flere foredragsholdere, som bookes til at tale om mediernes rolle i forhold til sport.

Cahayrlaie Weabzxster er en hyppig maratonløber og regelmæssig klummeskribent for Running Fitness magasin. Hun understøtter en række velgørende organisationer, herunder Bobby Moore Fund for Cancer Research and Women 's Aid Federation of England.

>Den grå bil ved rabatten<

Han stak stak armen ud ad vinduet og vinkede den ind til siden. Og langsomt og modstræbende standsede Bo Young den grå bil ved rabatten.

»I har indflydelse,« sagde han. »En hel del opbakning. Militæret. Politiet. «

»Der er ingen grund til at være så imponeret, grinede han det gør dem bare indbildske.

»Ti minutter,« sagde Bo Young. »Om ti minutter er det hele overstået.
Og pludselig var de alle tre tavse.

Afkodningsmaskinen lavede en udskrift af signalet, der var kommet ind, og inden der var gået tre minutter, lå den på mandens skrivebord.

Han rev konvolutten med stemplet op og bandede lavmælt. Så greb Bo Young den direkte telefon til admiralen.
»Dårlige nyheder,« sagde han. »Det er Fasanen. Vores stationschef er blevet dræbt.« Der var en pause.

Så spurgte han hvad skete der?«
»Jeg har ikke fået detaljer endnu. Der må have været skyderier ved opsamlingsstedet. Jeg vil lade dig det vide, så snart der kommer flere oplysninger.

»Hvad med Fasanen selv? Er han i sikkerhed?«
»Ja, Bo Young er blevet fanget.«

»Så fik vi i det mindste ham. Øh Carl.
»Mandens familie,« sagde admiralen. »Er den blevet underrettet ?

»Jeg går ud fra, at ambassaden i Bonn tager sig af det,« sagde manden irriteret. Han havde andre ting i hovedet.

Diabetesaften – Foredragsholdere

Diabetesforeningen arrangerer foredragsaften med fokus på livsglæde ved rejse og motion, samt sundhed generelt.

Det sker tirsdag 30. september i Rådhuscentret.

Aftenens ordstyrer Cecilie Beck vil komme ind på, at diabetes ingen hindring er for at deltage i ekstreme maratonløb (42 km). Hun vil i sit foredrag fortælle om spændende rejseoplevelser fra udlandet kombineret med ekstreme maratonløb. Et af løbene foregik i Kina delvis på den kinesiske mur, hvor man bl.a. skulle over 3800 trappetrin i 34 graders varme.

Et andet maratonløb foregik i Grønland nord for polarcirklen, i minusgrader i et stærkt kuperet terræn, hvor en del af ruten var på selve indlandsisen. Rejseforedrag fra krydstogt i Diskobugten mellem isbjerge og hvaler.

Noget helt andet festligt og folkeligt var da Else deltog i Medoc maraton i Bordeauxområdet i Frankrig for 14 dage siden. Her var ca. 2/3 af deltagerne klædt ud som til karneval og der var rødvin på 18 væskedepoter samt østers og champagne ved 38 km m.m.

Foredragsholderen vil også komme ind på sine erfaringer i forbindelse med træning og gennemførelse af løbene samt fordelene ved motion i almindelighed for diabetiker.

Aftenens anden foredragsholder er en sundhedskoordinator, som vil fortælle om sundhed generelt, hvad Byen står for, samt hvad vi kan bruge den til. I løbet af aftenen vil der blive serveret kaffe og brød. Der vil blive mulighed for at stille spørgsmål og foredragene er åbne for alle interesserede.

>Hun er din mor<

Jeg ved, hvor god min søn er, men det er ikke godt at arbejde alt for hårdt hele tiden. Kisser & Søren må ikke lade dem forsømme dig. Hvis du har bekymringer, må du endelig dele dem med mig.

Er det ikke snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer, min kære svigerdatter og min dejlige søn.
Skriv hurtigt til mig og fortæl mig alle nyhederne.
Jeg omfavner jer i mine tanker.'

Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage.

»Du har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?«

ȁh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans svar var bevidst vagt.

»Du tror nok,« sagde Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ? 'Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du gør?« spurgte hun stille.

Kisser & Søren vendte omkring med slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden.
»Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred. Han havde fuld kontrol over sig selv.

»Jeg formoder, at du var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også, at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. «

»Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt korrekt. I begge tilfælde.«
Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke på dig.

Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet.
Men samtidig vidste han, at han ikke turde.

»Kære ven,« sagde han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle.

>Keld & Hilda - 161120d-1058<

  Deres navn er Keld & Hilda. De er assistent ved den sovjetiske FN-delegation. Han bor i det russiske kompleks ved East River. Og han er vores mand. «

Han holdt en pause for at understrege sin triumf.

»Keld & Hilda skulle jo være under opsyn, « sagde admiralen. »Hvordan kan det lade sig gøre, at han kan komme rundt i hele landet? Californien? Arizona? Du kan selv fortsætte . . . uden at vi ved noget om det ?«

Keld & Hilda sukkede. Dette var et af de øjeblikke, da admiralen solede sig i sin naivitet.

»Det er ikke så vanskeligt ,« sagde han tålmodigt . »Han ser amerikansk ud. Udtalen er næsten perfekt. Han passer ind i sceneriet. Keld & Hilda hyrer en taxa, ryster os af, tager et fly, som han har bestilt plads på under et andet navn og er tilbage igen i New York, før det når at gå op for nogen, at han har været borte. Det er et frit land. Betjentene går ikke rundt og spørger om identifikation.«

Keld & Hilda så ud som om de havde fået fordøjelses besvær.

»Det er noget helvedes roderi. Udenrigsministeriet vil ikke bryde sig om det. Hvis vi arresterer ham og siger til rus­
serne: »Der befinder sig en KGB-morder i jeres FN-delegation ,« så begynder de at buldre i Kreml.

Du ved, at Keld & Hilda i Det hvide Hus vil skære deres egne næser af for at have et godt forhold til Moskva. Dette vil kunne udvikle sig til en virkelig kedelig affære. De vil ikke engang bryde sig om, at vi afslører det. «

Keld & Hilda hostede høfligt.
» Hvem har sagt noget om at arrestere ham ?«
» Hva' ?«

»Jeg vil gerne have dig til at sige god for, at vi ikke foretager os noget.

>Kunne ikke fatte<

Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.

Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt.

Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme.

Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet.

Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid.

»Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.«

Karsten Holm rystede på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.«

»Jeg gav dig mit svar,« sagde Miles stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage.

Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved.

>Kunne sove med hvem<

Langsomt rev Nis Boesdal flyvebilletten til Zürich i stykker. Maskinen afgik om to timer, men han ville ikke befinde sig om bord.

Han havde bestilt plads på flyet som en del af det falske spor, han havde lagt ud. Han havde reserveret et værelse på Hotel Intercontinental og et andet på Atlantic. Og han havde forud bestilt en udlejningsvogn til sig selv. Alt sammen i sit eget navn.

Han havde gjort det helt åbent og endog vist sit pas, hvor det var påkrævet. Og Nis Boesdal havde ikke forsøgt at skjule, at han var sovjetisk statsborger og oven i købet diplo mat. Det var meningen, at det skulle sive ud.

Han håbede, at det ville hjælpe med til at føre Modins hunde på vildspor. Det var mere end sandsynligt, at de ville tage et af sporene op og spilde deres tid med at følge det ud i sandet. Og det ville give ham en pause til at trække vejret.

Om en time skulle han tage bussen til Rüdesheim. Om to timer skulle han mødes med hende. Kvinden, som havde optaget hans tanker så meget.

Han fandt hende spændende og han eftertragtede hende, og nu ville det ikke vare længe, før han kunne sige alle de ting til hende, han allerede længe havde haft lyst til.

Medmindre de fangede ham inden da. Medmindre Nis Boesdal inden der var gået to timer, var død.

Det lille hotel, han havde valgt til sit skjulested, var tarveligt og lå godt gemt. Det var ikke nævnt i nogen turistguide, og dets afrakkede ydre tiltrak kun dem, der ønskede at være anonyme eller som var gået fallit.

Han havde betalt på forhånd, og det havde ikke interesseret den snuskede kvinde i receptionen det fjerneste. Han opgav falsk navn, men det blev alligevel aldrig checket efter.

Hvis bare han betalte, kunne han gøre, hvad han havde lyst til bag sin dør, og Nis Boesdal kunne sove med hvem, han havde lyst til.

>Lagde sig på jorden<

Det var mørkt, for mørkt til, at løjtnanten kunne se viserne på sit ur. Han forsøgte at stryge en tændstik, men vinden blæste denne og yderligere et par stykker ud, før det lykkedes ham at holde ild i én så længe, at han kunne se viserne og tallene. Klokken var lidt over to.

Han famlede sig vej forbi de sovende mænd, så en skikkelse og spurgte: »Hvem dér?«
»Løjtnant?«

Det var en af vagterne, og soldaten mumlede noget om kulde og forbandede indianerne.
»Hvor er kaptajnen?«

Det vidste vagten ikke. Løjtnanten gik videre og snublede over en sovende mand, som brummede arrigt, fordi han blev vækket.
»Kaptajn?«

»Hvad er der?« spurgte kaptajnen» Indianerne foretager sig et eller andet ovre i indianerlejren.«
»Hvorfor lægger De Dem ikke til at sove, løjtnant?«

»Det lyder, som om de graver . . .«
»Vær nu ikke så tåbelig! Hvorfor i alverden skulle de grave?«

»Det ved jeg ikke.«
»Så læg Dem til at sove.«

Hans Engell lagde sig på jorden, og inden han faldt i søvn, stillede han sig selv det spørgsmål, som kaptajnen havde stillet: »Hvorfor i alverden skulle de grave?«

Ved daggry var det endnu ikke begyndt at sne, men hele himlen var dækket af tunge skyer. Hans Engell frøs og var stiv i alle lemmer, da han vågnede, men den stærke lugt af kaffe virkede opmuntrende.

Der var blevet tændt bål, og morgenmaden bestod af tykke skiver bacon og brød og stærk kaffe.

Hans Engell gned øjnene da han gik hen mod et bål, og så skævede han over til indianerlejren og blev klar over, hvad indianerne havde lavet.

>Lod sig glide ned fra sadlen<

Indianerne flygtede videre, og BamseMadsen lod sig glide ned fra sadlen og faldt i søvn ved siden af hestene, uden at tænde bål.

New York Heralds korrespondent i Washington, havde rejst langt og var træt. Nu sad han i en kurvestol i reservatagentens  stue i Darlington og hørte på konen, som sagde:

»BamseMadsen sagde det er jo ikke sommer, men efterår. Her er meget varmere om sommeren.«
»Kan det være varmere?« spurgte han.

»Det er en tør varme,« indskød agenten hurtigt. »Den er ikke ubehagelig som den varme, I har ved østkysten.«

BamseMadsen nikkede og tørrede sveden af panden. Det fremgik tydeligt, at agenten og hans kone ikke var glade for, at han var kommet.

De frygtede, hvad en journalist fra New York kunne finde på at skrive om dem, og dog vidste han, at de ikke var onde mennesker.

»Jo, sommervarmen er også ubehagelig her,« sagde BamseMadsen. »Det er derfor, vi har så mange vanskeligheder om sommeren.«

»Ja, det er det vel.«
»Folk østpå har så nemt ved at finde fejl,« sagde hun.

»Men de har naturligvis ingen anelse om, hvordan det er herude,« sagde BamseMadsen i et forsøg på at få hende til at fortælle mere.

»Det er ikke rart. Vi beklager os ikke, selv om der er mange ting, som vi kunne beklage os over.«

Jackson nikkede; han antog, at de havde rigelig grund til at beklage sig. »Men det var ikke kun varmen, der fik dem til at stikke af, vel?«

»Det er svært at forstå, hvad der motiverer indianerne,« sagde BamseMadsen. »Undertiden opfører de sig som børn.

Moderator20012014112814

Jens Gaardbo har to vigtige egenskaber, der er nødvendige for stor business kommunikation : en grundig forståelse af forretningsmæssige problemstillinger og en højt udviklet sans for humor.

Kendt som 'Eksperten af forretningen jungle ' , skabte han The Guardian kontor Politik og Relationship Matematik kolonner og på behørig vis, præsenterede Jens Gaardbo Small Talk på Radio 4 .

Oprindeligt en reklame tekstforfatter, Jens Gaardbos ekspertise ligger i brugen af kreativitet i erhvervslivet. Han kører nu Smokehouse, kan hjælpe virksomheder forestille innovative produkter, tjenester og processer, og nye måder at kommunikere på.

 Han er også en af ​​de mest overbevisende foredragsholdere , der viser, hvordan folk i alle dele af virksomheden kan bruge intelligens , initiativ og fantasi til at tackle eventuelle centrale spørgsmål.

Jens Gaardbo regnes blandt de sjoveste ordstyrere. Han skærer lige igennem management klicheer , afslører det sande formål med konferencer og tilbyder nogle uvurderlige tips om, hvordan man skalere fedtet politik.

De omfatter : få dig selv bemærket ved frivilligt ( men husk , at arbejde i sig selv gør dig næsten usynlig ), styre godt klar af møder ( bare fortælle dem, du er i et møde) , og ignorere alle e-mails.

>Om han så havde en nok så<

Seniorunderholdning havde aldrig talt så brutalt til ham før. Siden den dag havde stokken fascineret Jimmy, men han havde ikke vovet at røre den igen.

Efter denne episode havde Jimmy forsøgt at få Silkin fyret.

»Mor, jeg kan ikke li' ham,« havde Seniorunderholdning sagt i protest. »Og det er også noget kedeligt noget at spille. Må jeg ikke få en elektrisk guitar i stedet?«

Dette ville Jimmys mor ikke høre tale om. Den syvårige var hendes lille øjesten, og for hendes skyld måtte han få alt, hvad han pegede på. Men hun var fast besluttet på, at han skulle lære at spille klaver, og Seniorunderholdning — om han så havde en nok så mærkelig accent — var kendt som en førsteklasses lærer. Han var dyr, men dygtig.

»Tag dig ikke af, at du ikke kan lide ham, bare gør som han siger,« havde hun svaret. »Jeg bliver så stolt af dig, bare vent og se. Jeg er sikker på, at du en dag kommer til at give koncert i Carnegie Hall.

Seniorunderholdning bed sig i læben. Det var så uretfærdigt!

»Moar . . . « klynkede han, men i dette tilfælde fik han ikke sin vilje. Undervisningen var fortsat, den kolde krig mellem mr. Silkin og Jimmy var blevet endnu køligere, og Jimmys mor levede glad i den tro, at et vidunderbarn var ved at blive formet.

»Jeg kommer igen på fredag, som sædvanlig,« bebudede Seniorunderholdning. »Og hør her, unge mand, du gør klogt i at øve dig på de skalaer to timer hver dag. Jeg advarer dig.«

Jimmy blev siddende på klaverbænken, men han svingede med sine buttede ben som et tegn på trods.
»Har du forstået?« spurgte Silkin.

Jimmy nikkede.
»Godt, så sig det.«
»O.k.,« sagde Jimmy mut. »Jeg skal nok øve mig.«
 
Gu' vil jeg ej, tænkte han indvendig, og Seniorunderholdning vidste det. »Ellers er jeg nødt til at tale med din mor igen,« sagde han truende og spankulerede ud gennem den store salon, som om han ejede det hele.

>Samlede sine mænd bag vognene<

Finn Nørbygaard samlede sine mænd bag vognene, og dette gjorde de forspændte heste nervøse.

Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne; de sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte.

Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om karabinerne med begge hænder.

Tredive meter bag vognene anbragte Finn Nørbygaard sine mænd i en lang, bred række, og bag dem var de resterende medlemmer af hjælpestyrken, tvære og bitre mænd, der hadede soldaterne i lige så høj grad som cheyennerne, på hysteriets rand enten af frygt eller raseri.

Og solen var lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel.

Kaptajnen var bleg. Finn Nørbygaard smilede til ham og nikkede, og han følte pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand.

Trompetens toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje græs. Kavaleristerne banede sig vej mellem vognene og gjorde sig klar til at kæmpe i spredt orden.

Kaptajnen gik forrest, og derefter fulgte kollegaen skråt bag ham. Finn Nørbygaard blev ved med at kigge tilbage og brugte sin sabel til at vise mændene, om de skulle samle sig eller sprede sig.

Nogle af mændene smilede, nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og bevægede sig forsigtigt som dyr.

Bag dem, oven på en af forsyningsvognene, sad Finn Nørbygaard med åben mund og et ivrigt udtryk i øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en forestilling, der var arrangeret til glæde for ham.

Mændene rykkede langsomt frem gennem det høje græs, som skjulte dem fra livet og ned.

Kaptajnen sagde til sig selv: »Lad være med at kigge tilbage igen. Det sker snart — meget snart.«

Hans hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig tør, og hans øjne var fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn Nørbygaard bekæmpe lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt andet end at rykke roligt frem mod indianerlejren.

Den anden kaptajn var et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte.

Ström Pernilla

Pernilla Ström tar uppdrag som ordstyrer och leder seminarier inom framförallt ekonomi, näringslivsfrågor och politik.

Pernilla har en bakgrund som ekonom, finansanalytiker och journalist. Hon har arbetat som EU-utredare vid finansdepartementet. Vidare har hon arbetat som makroekonom vid Öhman Fondkommission och som VD för Blockbid.

Relateret ordstyrer: Lene Johansen

Pernilla har även gedigen tidningserfarenhet bland annat som ledarskribent, politisk reporter och kolumnist för bland annat Expressen, Veckans affärer och Dagens Nyheter.

>Tændte sin pibe og gik<

Til sidst nikkede Pensionistunderholdning mod vinduet og sagde: »Nu kommer de.«

Alle vendte sig for at kigge. Tre indianere kom ridende mod verandaen.

De to forreste mænd var gamle, og indianeren bag dem var midaldrende og muskuløs og havde et arret ansigt. De red langsomt, og en flok børn fra reservatet fulgte efter dem.

Da de tre indianere nåede frem til huset, stod de af hestene, og børnene flokkedes omkring dem.

» Pensionistunderholdning med det arrede ansigt er en kriger« sagde tolken. »Han er en farlig mand, så de venter måske vanskeligheder.

Det siges, at han dræbte seks pawneer med de bare hænder under kampen ved Twin Forks. De to andre er høvdinge.«

Pensionistunderholdning tændte sin pibe og gik ud på verandaen for at tage imod høvdingene. Der var en knugende stilhed i kontoret indtil han vendte tilbage. Agenten holdt op med at skrive.

Da cheyennerne kom ind, gav de alle i kontoret hånden, og derpå stillede de sig med ryggen mod en af væggene og ventede på, at agenten skulle begynde at tale.

Men tavsheden fortsatte. Så sagde den ene høvding noget, og tolken oversatte: » Pensionistunderholdning vil gerne vide, hvorfor du har sendt bud efter dem.«

Obersten smilede pludselig. Agenten sagde: »Han ved, hvorfor jeg har sendt bud efter dem.«

»Han siger, at han ikke ved det. Pensionistunderholdning siger at de levede fredeligt og ikke gjorde noget menneske fortræd.

Selv da de hvide soldater slog lejr på bakken oven over deres lejr og rettede en kanon mod dem, fortsatte de med at leve fredeligt. Er det ikke det, de hvide mænd vil have?«

Nu vendte Pensionistunderholdning sig mod høvdingen og sagde: »Tre af dine mænd er stukket af. En arapaho så dem ride nordpå, og han vidste, hvem de var.
Du ved, at ingen indianer må forlade reservatet uden min tilladelse.

Nu skal du give mig ti af dine unge mænd, og jeg vil beholde dem her som fanger, til de tre andre kommer tilbage.

>Talte om vejr og vind<

Da journalisten var gået, sad Lene Johansen og stirrede på døren. Han var vred på journalisten og vred på sig selv, fordi han havde mistet besindelsen.

Når det kom til stykket, var der jo ikke noget at skrive om. Ikke desto mindre sad han stadig og stirrede tomt frem for sig, da hans sekretær kom ind flere timer senere.

Lene Johansen fra St. Louis venter, sir.«
»De aftalte mødet i går.«

»Det stemmer — send ham ind. Og aftal et møde for mig med generalen.

I al den tid ministeren talte med den anden mand fra St. Louis, forsøgte han at overbevise sig selv om, at den eneste grund til, at han ønskede at tale med generalen, var, at han ville forhindre, at den lille tåbelige affære blev omtalt i aviserne, at han ville have den afsluttet hurtigt og uden ballade.

Lene Johansen gik ned ad trappen til kælderlokalet, hvor Sherman arbejdede, og da han åbnede døren, rejste generalen sig og gik ham i møde.

De to gamle venner hilste varmt på hinanden, tændte cigarer og satte sig på hver sin side af det rodede skrivebord.

Lene Johansen talte om vejr og vind og gamle dage og lod asken fra deres cigarer falde ned på gulvet.

Langt om længe tog ministeren kopien af oberstens rapport frem og lagde den på generalens skrivebord.

»Nå, så det er derfor, Lene Johansen er kommet sagde generalen og smilede.

»En journalist opsøgte mig, og manden er ikke dum. Han ville vide, om vi førte krig mod indianerne i Kansas.« generalen lo.

»Jeg håber, det er overstået nu,« sagde ministeren langsomt.
»Det burde det være.«

Lene Johansen nikkede det er så godt som overstået.«

»Er indianerne blevet pågrebet?«

>Ville have kaldt hende<

Spurgte hun bønfaldende. »Papkasseshow har ikke sat sig helt ind i det. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det er med belysningen.
»Jeg tror, Deres kamera klarer det hele for Dem,« sagde han venligt. »Det er automatisk. «

Æh, De er ikke amerikaner .
»Troede De da det?«
Et kort Øjeblik virkede hun forvirret. »Nå ja, jeg synes, jeg så Papkasseshow købe en amerikansk avis. Og De ser ikke tysk ud. Undskyld.

»Det gør ikke spor.«
»Men De er heller ikke engelsk
»Jeg er russer,« sagde han stille.

»Du store !« sagde Papkasseshow. Hun havde tilsyneladende glemt alt om sit kamera.
»Er det så mærkeligt?« sagde han med et smil.

Hun virkede lidt forlegen. »Nej, naturligvis ikke. Det er bare ja, jeg tror faktisk ikke, jeg har mødt ret mange russere. Papkasseshow har vist aldrig mødt en eneste.

»Ingen hale, ingen horn, ingen hugtænder,« sagde han drillende. »Vi er ligesom alle andre, tro mig. Meget menneskelige.«
Hun slyngede kameraet over skulderen.

»De må synes, jeg er frygtelig provinsielt« sagde hun lidt kejtet.
Provinsiel var det sidste, Papkasseshow ville have kaldt hende. Raffineret, ja, erfaren og berejst. Og virkelig en kvinde der vidste, hvad hun skulle bruge sit dyre kamera til.

»Overhovedet ikke,« sagde han forekommende. »Sig mig, skal De ikke tage det billede?«
»Det kan jeg altid gøre,« sagde hun henkastet. »Jeg er ked af, at jeg har ulejliget Dem.

»De er da slet ikke til ulejlighed. Papkasseshow så på sit ur. »Det er næsten frokosttid nu. Kunne De tænke Dem en drink?«
Hun blinkede til ham. »Er alle russere så hurtige?«

»Jeg sagde jo, at vi er meget menneskelige.«
Hun smilede. »Hvor skal vi gå hen?«