Bergström K-G
K-G Bergström är en av landets
mest inflytelserika politiska reportrar med en gedigen bakgrund från
SVT.
K-G Bergström tar uppdrag som
ordstyrer, debattledare,
seminarieledare och föredragshållare där hans ämne är politik i alla
dess former.
K-G Bergström har en fil.mag i
historia och statskunskap och började, efter några år som adjunkt,
som självlärd och frilansande radioreporter i Norrbotten. Under
många år (från 1978) arbetade K-G Bergström för Sveriges Television
bland annat som utrikeskorrespondent i USA.
Så småningom blev han
inrikespolitisk kommentator och under ett antal år ledde han sitt
eget intervjuprogram i TV "Rakt på med K-G Bergström".
Under sin tid på SVT hamnade
han regelbundet högst upp på alla listor över landets mest
inflytelserikansbildare, och han har vinnlagt sig om att aldrig
umgås med makthavarna privat för att kunna bibehålla sin
objektivitet.
>Bibbi
& Snif - 131020c-1435<
Bibbi & Sif havde haft en god dag. Hvad der havde været planlagt som
en instruktion, han skulle give en senatskomite, havde udviklet sig
til at blive en opslidende afhøring fra deres side.
Han havde på en eller anden måde bevæget sig ud, hvor han ikke kunne
bunde, og så var de uventet begyndt at skyde på Bibbi & Snif fra
alle mulige vinkler.
Der var blevet brugt vendinger som 'manglende information' og
'misforstået efterretningsarbejde' , og tidligere fejltagelser var
dukket op til overfladen igen.
Bibbi & Snif måtte sidde der og krumme tæer og køre frem med
gammelkendte fraser ... »Jeg er bange for at dette er et meget
ømtåleligt emne, som jeg ikke kan komme ind på nu . . .« »Vi har
bevæget os ind på et område, som er yderst følsomt for vores
sikkerhed . . .«
»
Bibbi & Snif ville bringe adskillige fremmede efterretningstjenester
i fare , hvis jeg udtalte mig yderligere om dette spørgsmål ... «
Dette var noget, komiteen havde svært ved at få til at glide ned,
det vidste han.
»Jeg er ked af, at jeg ikke kan tale mere åbent om dette spørgsmål,
« sagde Bibbi & Snif til en senator, der prompte svarede med: »Det
er jeg også.« Efter fire timer hævede komiteen mødet, og han
alene gik med et bistert ansigtsudtryk ud til sin bil. Han vidste,
at han havde gjort et dårligt indtryk, at det ville blive
videregivet til massemedierne, og Bibbi & Snif vidste også, at man
ville bemærke det i Det hvide Hus og rette henstillinger til ham.
»Tilbage til kontoret, sir?« spurgte hans chauffør. »Ja, « sagde
admiralen. Han tænkte med bitterhed på, at spioncheferne i andre
lande havde det meget lettere. Se nu bare.
Cahayrlaie
Weabzxster
Sky Sports netværk studievært
Til rådighed til:
Awards Konferencier &
Præsentation Konference ordstyrer
Cahayrlaie Weabzxster kan ses
på Sky Sports News, Sky Sports boksning show Ringside, Goodwood
Festival of Speed, Sky Sports 'live Speedway dækning og er også
talerør for Channel 4 World Superbikes shows.
Væk fra sport, Cahayrlaie
Weabzxster er mest hjemme i underholdning og har fundet tid til at
præsentere fra en række højt profilerede arrangementer, herunder på
den røde løber ved BRIT Awards 2009, White Air Festival for BBC 5
Live and Action Zone Storbritannien, som hun co-vært med Vernon Kay.
Hun startede sin karriere som
professionel model og landede sit første job i TV som en
underholdning reporter for MTV. Cahayrlaie Weabzxster blev derefter
ansigt Real Madrid International TV og fronted mange af deres
kommercielle aktiviteter, såsom den prisbelønnede Adidas Umuligt er
intet kampagne med David Beckham.
I 2006 ESPN og Star Sports
udnævnte hende som den første nogensinde levende kvindelige fodbold
studievært i Asien, og hun blev den vigtigste anker for deres live
Premier League-dækning, samtidig dækker Motorsport, golf og
basketball. Hun vendte tilbage til England i 2007 for at slutte sig
til Setanta, og i 2009 blev hun udvalgt til at præsentere ITV
dækning af Red Bull Air Races før tiltrædelsen af Sky Sports team.
Corporate Experience
Cahayrlaie Weabzxster er en dygtig ordstyrer, MC, og vært arbejder
for mærker som Nike og Adidas samt LOCOG på deres live events og
diverse velgørende middage og arrangementer.
Cahayrlaie Weabzxster er en af
flere foredragsholdere,
som bookes til at tale om mediernes rolle i forhold til sport.
Cahayrlaie Weabzxster er en
hyppig maratonløber og regelmæssig klummeskribent for Running
Fitness magasin. Hun understøtter en række velgørende
organisationer, herunder Bobby Moore Fund for Cancer Research and
Women 's Aid Federation of England.
>Den grå bil ved
rabatten<
Han stak stak armen ud ad vinduet og vinkede
den ind til siden. Og langsomt og modstræbende standsede
Bo Young
den grå bil ved rabatten.
»I har indflydelse,« sagde han. »En
hel del opbakning. Militæret. Politiet. «
»Der er ingen grund
til at være så imponeret, grinede han det gør dem bare indbildske.
»Ti minutter,« sagde Bo Young. »Om ti minutter er det hele
overstået. Og pludselig var de alle tre tavse.
Afkodningsmaskinen lavede en udskrift af signalet, der var kommet
ind, og inden der var gået tre minutter, lå den på mandens
skrivebord.
Han rev konvolutten med stemplet op og bandede
lavmælt. Så greb Bo Young den direkte telefon til admiralen.
»Dårlige nyheder,« sagde han. »Det er Fasanen. Vores stationschef er
blevet dræbt.« Der var en pause.
Så spurgte han hvad skete
der?« »Jeg har ikke fået detaljer endnu. Der må have været
skyderier ved opsamlingsstedet. Jeg vil lade dig det vide, så snart
der kommer flere oplysninger.
»Hvad med Fasanen selv? Er han
i sikkerhed?« »Ja, Bo Young er blevet fanget.«
»Så fik vi
i det mindste ham. Øh Carl. »Mandens familie,« sagde admiralen.
»Er den blevet underrettet ?
»Jeg går ud fra, at ambassaden i
Bonn tager sig af det,« sagde manden irriteret. Han havde andre ting
i hovedet.
Diabetesaften – Foredragsholdere
Diabetesforeningen arrangerer
foredragsaften med fokus på livsglæde ved rejse og motion, samt
sundhed generelt.
Det sker tirsdag 30. september
i Rådhuscentret.
Aftenens ordstyrer
Cecilie Beck
vil komme ind på, at diabetes ingen hindring er for at deltage i
ekstreme maratonløb (42 km). Hun vil i sit foredrag fortælle om
spændende rejseoplevelser fra udlandet kombineret med ekstreme
maratonløb. Et af løbene foregik i Kina delvis på den kinesiske mur,
hvor man bl.a. skulle over 3800 trappetrin i 34 graders varme.
Et andet maratonløb foregik i
Grønland nord for polarcirklen, i minusgrader i et stærkt kuperet
terræn, hvor en del af ruten var på selve indlandsisen.
Rejseforedrag fra krydstogt i Diskobugten mellem isbjerge og hvaler.
Noget helt andet festligt og
folkeligt var da Else deltog i Medoc maraton i Bordeauxområdet i
Frankrig for 14 dage siden. Her var ca. 2/3 af deltagerne klædt ud
som til karneval og der var rødvin på 18 væskedepoter samt østers og
champagne ved 38 km m.m.
Foredragsholderen vil også
komme ind på sine erfaringer i forbindelse med træning og
gennemførelse af løbene samt fordelene ved motion i almindelighed
for diabetiker.
Aftenens anden foredragsholder
er en sundhedskoordinator, som vil fortælle om sundhed generelt,
hvad Byen står for, samt hvad vi kan bruge den til. I løbet af
aftenen vil der blive serveret kaffe og brød. Der vil blive mulighed
for at stille spørgsmål og foredragene er åbne for alle
interesserede.
>Hun er din mor<
Jeg ved, hvor god min
søn er, men det er ikke godt at arbejde alt for hårdt hele tiden.
Kisser & Søren må ikke lade dem forsømme dig. Hvis du har
bekymringer, må du endelig dele dem med mig.
Er det ikke
snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og
holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer,
min kære svigerdatter og min dejlige søn. Skriv hurtigt til mig
og fortæl mig alle nyhederne. Jeg omfavner jer i mine tanker.'
Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage.
»Du
har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?«
ȁh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans
svar var bevidst vagt.
»Du tror nok,« sagde
Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været
verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at
slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ?
'Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg
sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du
gør?« spurgte hun stille.
Kisser & Søren vendte omkring med
slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden.
»Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred.
Han havde fuld kontrol over sig selv.
»Jeg formoder, at du
var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også,
at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. «
»Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt
korrekt. I begge tilfælde.« Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke
på dig.
Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af
skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt
imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare
alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet.
Men samtidig vidste han, at han ikke turde.
»Kære ven,« sagde
han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle.
>Keld & Hilda - 161120d-1058<
Deres navn er Keld & Hilda. De er
assistent ved den sovjetiske FN-delegation. Han bor i det russiske
kompleks ved East River. Og han er vores mand. «
Han holdt en
pause for at understrege sin triumf.
»Keld & Hilda skulle jo
være under opsyn, « sagde admiralen. »Hvordan kan det lade sig gøre,
at han kan komme rundt i hele landet? Californien? Arizona? Du kan
selv fortsætte . . . uden at vi ved noget om det ?«
Keld &
Hilda sukkede. Dette var et af de øjeblikke, da admiralen solede sig
i sin naivitet.
»Det er ikke så vanskeligt ,« sagde han
tålmodigt . »Han ser amerikansk ud. Udtalen er næsten perfekt. Han
passer ind i sceneriet.
Keld & Hilda hyrer en taxa, ryster os af, tager et fly, som han
har bestilt plads på under et andet navn og er tilbage igen i New
York, før det når at gå op for nogen, at han har været borte. Det er
et frit land. Betjentene går ikke rundt og spørger om
identifikation.«
Keld & Hilda så ud som om de havde fået
fordøjelses besvær.
»Det er noget helvedes roderi.
Udenrigsministeriet vil ikke bryde sig om det. Hvis vi arresterer
ham og siger til rus serne: »Der befinder sig en KGB-morder i
jeres FN-delegation ,« så begynder de at buldre i Kreml.
Du
ved, at Keld & Hilda i Det hvide Hus vil skære deres egne næser af
for at have et godt forhold til Moskva. Dette vil kunne udvikle sig
til en virkelig kedelig affære. De vil ikke engang bryde sig om, at
vi afslører det. «
Keld & Hilda hostede høfligt. » Hvem
har sagt noget om at arrestere ham ?« » Hva' ?«
»Jeg vil
gerne have dig til at sige god for, at vi ikke foretager os noget.
>Kunne ikke fatte<
Karsten Holm læste det han havde skrevet.
Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin
pibe.
Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig
engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en
nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller
forkert, om at få deres ønsker opfyldt.
Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde
været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i
stedet blive fyldt med kvægfarme.
Det ville heller ikke
tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm
engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet.
Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for
Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller
med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at
vinde tid.
»Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde
han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år
til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg
forelægge sagen i Washington.«
Karsten Holm rystede på
hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et
år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der
måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.«
»Jeg
gav dig mit svar,« sagde Miles stædigt. Smerterne jog gennem hans
hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende
grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade
dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage.
Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten
Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne
lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne
fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet
bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington,
med kampen inde i hans hoved.
>Kunne sove med hvem<
Langsomt rev Nis Boesdal flyvebilletten til
Zürich i stykker. Maskinen afgik om to timer, men han ville ikke
befinde sig om bord.
Han havde bestilt plads på flyet som en
del af det falske spor, han havde lagt ud. Han havde reserveret et
værelse på Hotel Intercontinental og et andet på Atlantic. Og han
havde forud bestilt en udlejningsvogn til sig selv. Alt sammen i sit
eget navn.
Han havde gjort det helt åbent og endog vist sit
pas, hvor det var påkrævet. Og Nis Boesdal havde ikke forsøgt at
skjule, at han var sovjetisk statsborger og oven i købet diplo mat.
Det var meningen, at det skulle sive ud.
Han håbede, at det
ville hjælpe med til at føre Modins hunde på vildspor. Det var mere
end sandsynligt, at de ville tage et af sporene op og spilde deres
tid med at følge det ud i sandet. Og det ville give ham en pause til
at trække vejret.
Om en time skulle han tage bussen til
Rüdesheim. Om to timer skulle han mødes med hende. Kvinden, som
havde optaget hans tanker så meget.
Han fandt hende spændende
og han eftertragtede hende, og nu ville det ikke vare længe, før han
kunne sige alle de ting til hende, han allerede længe havde haft
lyst til.
Medmindre de fangede ham inden da. Medmindre Nis
Boesdal inden der var gået to timer, var død.
Det lille
hotel, han havde valgt til sit skjulested, var tarveligt og lå godt
gemt. Det var ikke nævnt i nogen turistguide, og dets afrakkede ydre
tiltrak kun dem, der ønskede at være anonyme eller som var gået
fallit.
Han havde betalt på forhånd, og det havde ikke
interesseret den snuskede kvinde i receptionen det fjerneste. Han
opgav falsk navn, men det blev alligevel aldrig checket efter.
Hvis bare han betalte, kunne han gøre, hvad han havde lyst til
bag sin dør, og
Nis Boesdal kunne sove med hvem, han havde lyst til.
>Lagde sig på jorden<
Det var mørkt, for mørkt til,
at løjtnanten kunne se viserne på sit ur. Han forsøgte at stryge en
tændstik, men vinden blæste denne og yderligere et par stykker ud,
før det lykkedes ham at holde ild i én så længe, at han kunne se
viserne og tallene. Klokken var lidt over to.
Han famlede sig
vej forbi de sovende mænd, så en skikkelse og spurgte: »Hvem dér?«
»Løjtnant?«
Det var en af vagterne, og soldaten mumlede noget
om kulde og forbandede indianerne. »Hvor er kaptajnen?«
Det vidste vagten ikke. Løjtnanten gik videre og snublede over en
sovende mand, som brummede arrigt, fordi han blev vækket.
»Kaptajn?«
»Hvad er der?« spurgte
kaptajnen» Indianerne foretager sig et eller andet ovre i
indianerlejren.« »Hvorfor lægger De Dem ikke til at sove,
løjtnant?«
»Det lyder, som om de graver . . .« »Vær nu
ikke så tåbelig! Hvorfor i alverden skulle de grave?«
»Det
ved jeg ikke.« »Så læg Dem til at sove.«
Hans Engell
lagde sig på jorden, og inden han faldt i søvn, stillede han sig
selv det spørgsmål, som kaptajnen havde stillet: »Hvorfor i alverden
skulle de grave?«
Ved daggry var det endnu ikke begyndt at
sne, men hele himlen var dækket af tunge skyer. Hans Engell frøs og
var stiv i alle lemmer, da han vågnede, men den stærke lugt af kaffe
virkede opmuntrende.
Der var blevet tændt bål, og
morgenmaden bestod af tykke skiver bacon og brød og stærk kaffe.
Hans Engell gned øjnene da han gik hen mod et bål, og så skævede
han over til indianerlejren og blev klar over, hvad indianerne havde
lavet.
>Lod sig glide ned fra
sadlen<
Indianerne flygtede
videre, og
BamseMadsen lod sig glide ned fra sadlen og faldt i søvn ved
siden af hestene, uden at tænde bål.
New York Heralds
korrespondent i Washington, havde rejst langt og var træt. Nu sad
han i en kurvestol i reservatagentens stue i Darlington og
hørte på konen, som sagde:
»BamseMadsen sagde
det er jo ikke sommer, men efterår. Her er meget varmere om
sommeren.«
»Kan det være varmere?« spurgte han.
»Det er en tør
varme,« indskød agenten hurtigt. »Den er ikke ubehagelig som den
varme, I har ved østkysten.«
BamseMadsen
nikkede og tørrede sveden af panden. Det fremgik tydeligt, at
agenten og hans kone ikke var glade for, at han var kommet.
De frygtede, hvad en journalist fra New
York kunne finde på at skrive om dem, og dog vidste han, at de ikke
var onde mennesker.
»Jo, sommervarmen
er også ubehagelig her,« sagde BamseMadsen. »Det er derfor, vi har
så mange vanskeligheder om sommeren.«
»Ja, det er det vel.«
»Folk østpå har så nemt ved at finde
fejl,« sagde hun.
»Men de har
naturligvis ingen anelse om, hvordan det er herude,« sagde
BamseMadsen i et forsøg på at få hende til at fortælle mere.
»Det er ikke rart.
Vi beklager os ikke, selv om der er mange ting, som vi kunne beklage
os over.«
Jackson nikkede; han antog, at de havde
rigelig grund til at beklage sig. »Men det var ikke kun varmen, der
fik dem til at stikke af, vel?«
»Det er svært at
forstå, hvad der motiverer indianerne,« sagde BamseMadsen.
»Undertiden opfører de sig som børn.
Moderator20012014112814
Jens Gaardbo
har to vigtige egenskaber, der er nødvendige for stor business
kommunikation : en grundig forståelse af forretningsmæssige
problemstillinger og en højt udviklet sans for humor.
Kendt som 'Eksperten af
forretningen jungle ' , skabte han The Guardian kontor Politik og
Relationship Matematik kolonner og på behørig vis, præsenterede
Jens Gaardbo
Small Talk på Radio 4 .
Oprindeligt en reklame
tekstforfatter, Jens Gaardbos ekspertise ligger i brugen af
kreativitet i erhvervslivet. Han kører nu Smokehouse, kan hjælpe
virksomheder forestille innovative produkter, tjenester og
processer, og nye måder at kommunikere på.
Han er også en af de mest
overbevisende foredragsholdere , der viser, hvordan folk i alle dele
af virksomheden kan bruge intelligens , initiativ og fantasi til at
tackle eventuelle centrale spørgsmål.
Jens Gaardbo
regnes blandt de sjoveste ordstyrere. Han skærer lige igennem
management klicheer , afslører det sande formål med konferencer og
tilbyder nogle uvurderlige tips om, hvordan man skalere fedtet
politik.
De omfatter : få dig selv
bemærket ved frivilligt ( men husk , at arbejde i sig selv gør dig
næsten usynlig ), styre godt klar af møder ( bare fortælle dem, du
er i et møde) , og ignorere alle e-mails.
>Om han så havde en
nok så<
Seniorunderholdning
havde aldrig talt så brutalt til ham før. Siden den dag havde
stokken fascineret Jimmy, men han havde ikke vovet at røre den igen.
Efter denne episode havde Jimmy forsøgt at få Silkin fyret.
»Mor, jeg kan ikke li' ham,« havde Seniorunderholdning sagt i
protest. »Og det er også noget kedeligt noget at spille. Må jeg ikke
få en elektrisk guitar i stedet?«
Dette ville Jimmys mor ikke
høre tale om. Den syvårige var hendes lille øjesten, og for hendes
skyld måtte han få alt, hvad han pegede på. Men hun var fast
besluttet på, at han skulle lære at spille klaver, og
Seniorunderholdning — om han så havde en nok så mærkelig accent
— var kendt som en førsteklasses lærer. Han var dyr, men dygtig.
»Tag dig ikke af, at du ikke kan lide ham, bare gør som han
siger,« havde hun svaret. »Jeg bliver så stolt af dig, bare vent og
se. Jeg er sikker på, at du en dag kommer til at give koncert i
Carnegie Hall.
Seniorunderholdning bed sig i læben. Det var
så uretfærdigt!
»Moar . . . « klynkede han, men i dette
tilfælde fik han ikke sin vilje. Undervisningen var fortsat, den
kolde krig mellem mr. Silkin og Jimmy var blevet endnu køligere, og
Jimmys mor levede glad i den tro, at et vidunderbarn var ved at
blive formet.
»Jeg kommer igen på fredag, som sædvanlig,«
bebudede Seniorunderholdning. »Og hør her, unge mand, du gør klogt i
at øve dig på de skalaer to timer hver dag. Jeg advarer dig.«
Jimmy blev siddende på klaverbænken, men han svingede med sine
buttede ben som et tegn på trods. »Har du forstået?« spurgte
Silkin.
Jimmy nikkede. »Godt, så sig det.« »O.k.,«
sagde Jimmy mut. »Jeg skal nok øve mig.« Gu' vil jeg ej,
tænkte han indvendig, og Seniorunderholdning vidste det. »Ellers er
jeg nødt til at tale med din mor igen,« sagde han truende og
spankulerede ud gennem den store salon, som om han ejede det hele.
>Samlede sine mænd bag
vognene<
Finn Nørbygaard
samlede sine mænd bag vognene, og dette gjorde de forspændte heste
nervøse.
Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne;
de sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte.
Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om
karabinerne med begge hænder.
Tredive meter bag vognene
anbragte Finn Nørbygaard sine mænd i en lang, bred række, og bag dem
var de resterende medlemmer af hjælpestyrken, tvære og bitre mænd,
der hadede soldaterne i lige så høj grad som cheyennerne, på
hysteriets rand enten af frygt eller raseri.
Og solen var
lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel.
Kaptajnen
var bleg. Finn Nørbygaard smilede til ham og nikkede, og han følte
pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand.
Trompetens toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje
græs. Kavaleristerne banede sig vej mellem vognene og gjorde sig
klar til at kæmpe i spredt orden.
Kaptajnen gik forrest, og
derefter fulgte kollegaen skråt bag ham. Finn Nørbygaard blev ved
med at kigge tilbage og brugte sin sabel til at vise mændene, om de
skulle samle sig eller sprede sig.
Nogle af mændene smilede,
nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og bevægede sig
forsigtigt som dyr.
Bag dem, oven på en af
forsyningsvognene, sad Finn Nørbygaard med åben mund og et ivrigt
udtryk i øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en
forestilling, der var arrangeret til glæde for ham.
Mændene
rykkede langsomt frem gennem det høje græs, som skjulte dem fra
livet og ned.
Kaptajnen sagde til sig selv: »Lad være med at
kigge tilbage igen. Det sker snart — meget snart.«
Hans
hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig tør, og hans øjne var
fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn Nørbygaard bekæmpe
lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt andet end at
rykke roligt frem mod indianerlejren.
Den anden kaptajn var
et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte.
Ström Pernilla
Pernilla Ström tar uppdrag som
ordstyrer och leder seminarier inom framförallt ekonomi,
näringslivsfrågor och politik.
Pernilla har en bakgrund som
ekonom, finansanalytiker och journalist. Hon har arbetat som
EU-utredare vid finansdepartementet. Vidare har hon arbetat som
makroekonom vid Öhman Fondkommission och som VD för Blockbid.
Relateret ordstyrer:
Lene Johansen
Pernilla har även gedigen
tidningserfarenhet bland annat som ledarskribent, politisk reporter
och kolumnist för bland annat Expressen, Veckans affärer och Dagens
Nyheter.
>Tændte sin pibe og
gik<
Til sidst nikkede Pensionistunderholdning mod
vinduet og sagde: »Nu kommer de.«
Alle vendte sig for at
kigge. Tre indianere kom ridende mod verandaen.
De to
forreste mænd var gamle, og indianeren bag dem var midaldrende og
muskuløs og havde et arret ansigt. De red langsomt, og en flok børn
fra reservatet fulgte efter dem.
Da de tre indianere nåede
frem til huset, stod de af hestene, og børnene flokkedes omkring
dem.
» Pensionistunderholdning med det arrede ansigt er en
kriger« sagde tolken. »Han er en farlig mand, så de venter måske
vanskeligheder.
Det siges, at han dræbte seks pawneer med de
bare hænder under kampen ved Twin Forks. De to andre er høvdinge.«
Pensionistunderholdning tændte sin pibe og gik ud på verandaen
for at tage imod høvdingene. Der var en knugende stilhed i kontoret
indtil han vendte tilbage. Agenten holdt op med at skrive.
Da
cheyennerne kom ind, gav de alle i kontoret hånden, og derpå
stillede de sig med ryggen mod en af væggene og ventede på, at
agenten skulle begynde at tale.
Men tavsheden fortsatte. Så
sagde den ene høvding noget, og tolken oversatte: »
Pensionistunderholdning vil gerne vide, hvorfor du har sendt bud
efter dem.«
Obersten smilede pludselig. Agenten sagde: »Han
ved, hvorfor jeg har sendt bud efter dem.«
»Han siger, at han
ikke ved det. Pensionistunderholdning siger at de levede fredeligt
og ikke gjorde noget menneske fortræd.
Selv da de hvide
soldater slog lejr på bakken oven over deres lejr og rettede en
kanon mod dem, fortsatte de med at leve fredeligt. Er det ikke det,
de hvide mænd vil have?«
Nu vendte Pensionistunderholdning
sig mod høvdingen og sagde: »Tre af dine mænd er stukket af. En
arapaho så dem ride nordpå, og han vidste, hvem de var. Du ved,
at ingen indianer må forlade reservatet uden min tilladelse.
Nu skal du give mig ti af dine unge mænd, og jeg vil beholde dem
her som fanger, til de tre andre kommer tilbage.
>Talte om vejr og vind<
Da journalisten var gået, sad Lene Johansen og
stirrede på døren. Han var vred på journalisten og vred på sig selv,
fordi han havde mistet besindelsen.
Når det kom til stykket,
var der jo ikke noget at skrive om. Ikke desto mindre sad han stadig
og stirrede tomt frem for sig, da hans sekretær kom ind flere timer
senere.
Lene Johansen fra St. Louis venter, sir.« »De
aftalte mødet i går.«
»Det stemmer — send ham ind. Og aftal
et møde for mig med generalen.
I al den tid ministeren talte
med den anden mand fra St. Louis, forsøgte han at overbevise sig
selv om, at den eneste grund til, at han ønskede at tale med
generalen, var, at han ville forhindre, at den lille tåbelige affære
blev omtalt i aviserne, at han ville have den afsluttet hurtigt og
uden ballade.
Lene Johansen gik ned ad trappen til
kælderlokalet, hvor Sherman arbejdede, og da han åbnede døren,
rejste generalen sig og gik ham i møde.
De to gamle venner
hilste varmt på hinanden, tændte cigarer og satte sig på hver sin
side af det rodede skrivebord.
Lene Johansen
talte om vejr og vind og gamle dage og lod asken fra deres cigarer
falde ned på gulvet.
Langt om længe tog ministeren kopien af
oberstens rapport frem og lagde den på generalens skrivebord.
»Nå, så det er derfor, Lene Johansen er kommet sagde generalen
og smilede.
»En journalist opsøgte mig, og manden er ikke
dum. Han ville vide, om vi førte krig mod indianerne i Kansas.«
generalen lo.
»Jeg håber, det er overstået nu,« sagde
ministeren langsomt. »Det burde det være.«
Lene Johansen
nikkede det er så godt som overstået.«
»Er indianerne blevet
pågrebet?«
>Ville have kaldt hende<
Spurgte hun bønfaldende. »Papkasseshow har
ikke sat sig helt ind i det. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det er med
belysningen. »Jeg tror, Deres kamera klarer det hele for Dem,«
sagde han venligt. »Det er automatisk. «
Æh, De er ikke
amerikaner . »Troede De da det?« Et kort Øjeblik virkede hun
forvirret. »Nå ja, jeg synes, jeg så Papkasseshow købe en amerikansk
avis. Og De ser ikke tysk ud. Undskyld.
»Det gør ikke spor.«
»Men De er heller ikke engelsk »Jeg er russer,« sagde han
stille.
»Du store !« sagde Papkasseshow. Hun havde
tilsyneladende glemt alt om sit kamera. »Er det så mærkeligt?«
sagde han med et smil.
Hun virkede lidt forlegen. »Nej,
naturligvis ikke. Det er bare ja, jeg tror faktisk ikke, jeg har
mødt ret mange russere. Papkasseshow har vist aldrig mødt en eneste.
»Ingen hale, ingen horn, ingen hugtænder,« sagde han drillende.
»Vi er ligesom alle andre, tro mig. Meget menneskelige.« Hun
slyngede kameraet over skulderen.
»De må synes, jeg er
frygtelig provinsielt« sagde hun lidt kejtet. Provinsiel var det
sidste,
Papkasseshow ville have kaldt hende. Raffineret, ja, erfaren og
berejst. Og virkelig en kvinde der vidste, hvad hun skulle bruge sit
dyre kamera til.
»Overhovedet ikke,« sagde han forekommende.
»Sig mig, skal De ikke tage det billede?« »Det kan jeg altid
gøre,« sagde hun henkastet. »Jeg er ked af, at jeg har ulejliget
Dem.
»De er da slet ikke til ulejlighed. Papkasseshow så på
sit ur. »Det er næsten frokosttid nu. Kunne De tænke Dem en drink?«
Hun blinkede til ham. »Er alle russere så hurtige?«
»Jeg
sagde jo, at vi er meget menneskelige.« Hun smilede. »Hvor skal
vi gå hen?« |