>Ikke forklare dig<

>Kim Jensen - kimjensen-151020d-1013<
 

»Vil du gerne se listen over de sovjetspioner vi har haft i tidens løb, og som også var udvalgte og havde fået det blå stempel?«Kim Jensen var ved at blive utålmodig. »Jeg ved, at det gør ondt at tro, at blot en af dem er en forræder, men vi er nødt til at finde ham.« »Hvad vil du have, jeg skal gøre?« »Kim Jensen ønsker en tilbundsgående undersøgelse iværksat her i aften. Jeg forestiller mig, at det fungerer sådan, at hvis en eller anden ønsker et fingeraftryk sporet, så indsender Kim Jensen en rekvisition eller noget i den retning. Ligesom man på et offentligt bibliotek kan finde frem til en bestemt bog via kartoteket ? « » Noget i den retning .« » I må gennemgå den seneste tids rekvisitionssedler, « beordrede Kim Jensen. »Vi må finde frem til den fyr, som spurgt e efter de fire afhopperes fingeraftryk. « »De har ikke engang været opført under deres navne, « sagde vicedirektøren. Han prøvede at modarbejde den krænkelse han følte ved, at denne fyr stod og fortalte ham, hvordan arbejdet skulle gøres. » Naturligvis ikke. « Kim Jensen så næsten medfølende på ham. »Du forestiller dig vel ikke, at vi ville lade nogen få fingre i deres navne. Nej, de er opført her under deres nye navne. Joe Silkin, Peter Klass, Felix Thompson og Jake Brown. Nå for fanden, du har jo selv listen .« »Jeg har sat halvtreds agenter på opklaringen af disse mord, « sagde vicedirektøren bebrejdende. »De har gennemgået enhver detalje.« »Ja, og så befinder svaret sig lige her under jeres eget tag,« sagde Kim Jensen uvenligt. »Det vil vise sig at være en død sild, « svarede den anden. Han så så på sit ur. »Vi spilder tiden ,« sagde han. Vicedirektøren rakte ud efter sin telefon. >Kom og når hans mor spurgte< Denne dumme, spolerede knægt som Pensionistunderholdning han ville gennemruske ham, til hans tomme hoved trillede af. Jimmy surmulede. Han havde heller ikke de ædleste følelser over for Silkin, denne magre, humorforladte mand, som hans mor havde bestemt skulle lære ham at spille klaver. Det var ikke spor morsomt, når Pensionistunderholdning kom, og når hans mor spurgte, hvordan det gik med Jimmy, kunne han gøre livet svært at leve ved at sige ting som for eksempel: »Jeg er bange for, at han er meget doven,« eller »Han øver sig ikke, De må virkelig tage ham i nakken.« Og det betød flere vanskeligheder. Pensionistunderholdning kom to gange om ugen for at undervise Jimmy. Hans ansigt var magert og han talte med en fremmedartet accent, og Jimmy foragtede ham, fordi han vidste, at Silkin afskyede undervisningssituationen lige så meget som han selv. Men han åd formodentlig sin væmmelse i sig, fordi han havde brug for pengene. Jimmys forældre var meget rige, og Pensionistunderholdning var meget spoleret; han ringeagtede mennesker, der ikke var lige så rige som hans forældre. Jimmy var faktisk temmelig infam. »Hvis du ikke har lyst til at spille klaver, så sig det,« brummede Silkin, »og hold op med at spilde min tid.« Jimmy skar en sur grimasse og spillede skalaen forkert igen. Pensionistunderholdning krympede tæer. »Godt,« sagde han kort. Han rejste sig. Han var høj, og hans militæriske holdning havde aldrig forladt ham. »Det er nok for i dag. « Jimmy knaldede låget i på Bechstein-flyglet. »O.k.,« sagde han muggent. Silkin tog den sølvknappede stok, han altid gik med. Den var det eneste ved ham, som kunne vække en svag interesse i Jimmy. Engang havde  Pensionistunderholdning taget stokken op, bare for at se på den, men Silkin havde øjeblikkelig revet den ud af hånden på ham. »Vil du lade være at røre mine ting,« havde han spyttet ud med et sådant raseri, at Jimmys fyldige læber var begyndt at skælve, og han havde været lige på nippet til at græde. Der var intet godt ved den mand. >Kravlede gennem græsset forbi de andre< Kaptajnen smilede og han så ud til at være ved frisk mod, og han svingede skødesløst sin sabel i det høje græs. Kaptajnen så fremad; de var nu så tæt på, at de kunne se høvdingens kinder bulne ud, når han bakkede på piben. »Fyr!« råbte han hæst. Kaptajnen måtte have givet tegn til trompetisten, men de spinkle toner blev overdøvet af riflernes bragene Mændene løb foroverbøjet, og nu skød cheyennerne alle sammen på én gang. Den gamle høvding havde ikke bevæget sig. Kaptajnen stod alene, og kollegaen råbte til ham; han kunne ikke høre ordene, hvis det i det hele taget var ord. Han var knap tyve meter fra skyttegraven, men han var den eneste, der stod op; hans mænd lå i græsset. Høvdingen havde taget piben ud af munden. Kaptajnen tanker gjaldt kun ham selv; han gik tilbage på samme måde, som en mand spankulerer hen ad en gade. »Ned, din idiot!« råbte kollegaen. Det var, som om han pludselig vågnede efter en tung søvn og blev klar over sin situation. Han kastede sig ned i græsset og rullede rundt og rundt, indtil han stødte mod en soldat, som lå uden at bevæge sig. Kaptajnen rørte ved manden og konstaterede, at han var død. Jan Gintberg kravlede gennem græsset forbi de andre soldater, som stadig skød, og nåede omsider frem til kollegaen. Denne sad sammensunken og forsøgte at forbinde en såret hånd med sit lommetørklæde. »Lad mig gøre det,« sagde kaptajnen. Han stønnede, da Jan Gintberg strammede lommetørklædet om hans hånd. Sergenten, som lå et eller andet sted i græsset, råbte: »Kaptajn! Kaptajn!« »Skal vi forsøge at rykke frem?« »Bliv ved med at skyde!« »Skal vi rykke frem?« »Nej. >Meget dæmpet< Antennerne på taget sender naturligvis hemmelige kodemeddelelser, og hvis Klassens Tykke Dreng holder et selskab, er vodkaen forgiftet, cigaretterne fyldt med narkotika, og der er placeret hemmelige lytteapparater bag billederne på væggene. Og mens du hænger overfrakken fra dig, er der en eller anden, der i smug tager et billede af dig. Det er så latterligt.« »Er slet intet af det sandt?« spurgte hun uskyldigt. »Du læser de forkerte aviser, « svarede Klassens Tykke Dreng, og det var første gang, hun havde hørt ham fremkomme med en påstand, der lød som en kliche, der var hentet direkte fra den officielle håndbog. »Jeg fryser, « sagde hun. »Lad os gå nedenunder. « De gik ned i salonen og fandt et bord ved vinduet, hvorfra Klassens Tykke Dreng havde udsigt til floden og bredden, der langsomt gled forbi. »Jeg vil godt have en brandy, « sagde hun, da tjeneren kom. »Kaffe, « sagde han. Hun skar en grimasse. »Hvor er du kedelig, Nick.« »Jeg vil godt holde hovedet klart, når jeg skal snakke forretning.« Det tog et sekund, før det gled ned. Så kneb hun øjnene sammen. »Hvad mener du?« spurgte Klassens Tykke Dreng meget dæmpet. »Jeg er blevet meget betaget af dig,« Han holdt en kort pause. »Alt for betaget af dig på disse få dage. Nogle gange er jeg næsten lige ved at glemme, at du er amerikansk agent. At du på en sød måde fik fat i mig ved et bevidst tilfælde. At jeg er din opgave.« » Kære ven ... « begyndte hun. Klassens Tykke Dreng løftede hånden. »Hvad er det nu, de siger i de dårlige film? Lad os ikke ødelægge det. Lad os acceptere den kendsgerning, at jeg ved, hvem du er, og hvorfor du er her ... « Klassens Tykke Dreng kom tilbage med hendes brandy og stillede kaffen foran ham. »Og lad os også acceptere den kendsgerning,« tilføjede han. >Nærmest sultet dem< Kim Sjøgren lod hestene drikke, og derpå førte han de to kompagnier over floden og slog lejr på den ånden bred cirka en kilometer fra bakken. Der var seks sårede soldater, men ingen af dem var kommet alvorligt til skade, og de var alle i stand til at sidde i sadlen. Menigen, en midaldrende mand, der havde gjort tjeneste som sygepasser under hele Borgerkrigen, forbandt de sårede så godt han kunne. Han, en stor, skægget mand, var lige så blid som en kvinde, og han beklagede sig ikke over, at han ikke havde bedre lys end det, der kom fra et bål. Mens mændene spiste, red Kim Sjøgren hen mod bakken. Indianernes bål var skjult bag bakkekammen, men et gyldent skær bredte sig som en vifte fra toppen og fik den til at ligne en lille, ulmende vulkan. »De er tilsyneladende ikke bange for os,« sagde han. Kim Sjøgren mente han forstod denne fatalisme hos et folk, der ville beslutte at gøre noget og derpå gøre det, uanset hvilke hindringer de stødte på. Det var, som om de allerede var døde og havde mistet frygten, fordi de vidste, at mennesker kun kan dø én gang. Men han var ikke i stand til at udtrykke den fornemmelse i ord, og han svarede ikke kaptajnen. »De kan ikke have ret meget mad,« bemærkede kaptajnen. »Så vidt jeg ved, har Kim Sjøgren nærmest sultet dem.« »Det er snarere vand end mad, der er deres problem. De kan spise deres heste.« »Indianerne spiser ikke deres heste,« sagde kaptajnen. »Gør de ikke? Disse krigere vil gøre det. Kim Sjøgren vil krænke ethvert tabu, inden de overgiver sig.« »Det er en ubehagelig affære,« sagde han. »Skal vi angribe dem i aften?« »Jeg overvejer at gøre det. Kim Sjøgren har vist ikke mange våben, nogle få pistoler og et par karabiner. Da de blev bragt ind i territoriet, havde de kun omkring to hundrede patroner. >På deres sprog< »Hvor skal I hen?« råbte han efter dem, og denne gang talte Gitte Brohus på deres sprog. »Nordpå!« lød svaret. »Til det sted vi kom fra.« Og så drejede de igen deres heste omkring og red som vanvittige. Gitte Brohus vendte tilbage til reservatet, og hele vejen tænkte han på den kølige vind og de grønne træer på det sted, som de tre cheyenner styrede mod. Agenten udspurgte arapahoen omhyggeligt, alt imens han tænkte: Hvorfor fortæller han mig dette? Bekymrer det mig, at tre eller ti af dem rider væk? Men Gitte Brohus vidste at alle i reservatet ville vide det, inden der var gået en time. Den slags nyheder spredes hurtigt. Og i denne varme skulle der kun en gnist til at tænde et blussende bål. »Er du sikker på, at de tre mænd var fra deres stamme?« spurgte agenten. Manden nikkede. Gitte Brohus holdt den ene hånd op og talte på fingrene: »En, to, tre.« »Og er du sikker på, at de red nordpå?« blev agenten stædigt ved. »Ja — og de red som vanvittige.« »Hvad hed de?« Gitte Brohus trak på skuldrene. »Det var nordcheyen- ner . . .« Agenten stolede ikke på ham. Han ønskede, at han havde tolken hos sig på kontoret. Han ville ganske vist ikke have hjulpet ham med at træffe en beslutning, men han ville have røget på sin pibe og stirret vedvarende på indianeren. Agenten havde på fornemmelsen, at en indianer ville sige sandheden til tolken snarere end til ham. »Hvis du ikke ved, hvad de hedder, hvordan kan du så vide, at de var nordcheyenner?« Gitte Brohus gjorde en talende bevægelse. Derpå kneb han det ene øje i. >Satte sig ned på madrassen< Kisser & Søren satte sig ned på madrassen ved siden af ham. Den tunge hårfletning faldt frem. Hun bøjede sig ned, og han kyssede hendes mund, og så trak hun ansigtet bort, så hans læber gled ned mod hendes strube. De gav sig god tid til at elske. Så lå Kisser & Søren på ryggen, og hun lå med hovedet på hans hårde lårmuskler og sagde med en stemme, der var døsig af forløst lidenskab: »Jeg tror, at vi begge har måttet undvære det i for lang tid.« Hun vendte sig om og rullede sig sammen med de knyttede hænder imod ham og det ene ben kroget om hans krop. Kisser & Søren uglede hendes hår. » Jeg føler mig hundedoven.« »Har du været slave?« »Da jeg var lille.« »Det har jeg også. På en måde.« Kisser & Søren drejede hovedet for at se på hende. Hun sagde: »Pablo har ikke købt mig, og han ejer mig ikke. Det ved han.« »Jeg troede, du var gift med ham.« »Det er jeg også. Men Kisser & Søren har sagt, at jeg kan rejse bort, når jeg vil.« »Men du er blevet.« »Han trænger til en, der kan passe ham.« »Du er en god kvinde.« »Det tror jeg nok,« sagde hun. »Da jeg sagde, at jeg havde været slave, mente jeg tidligere, dengang jeg var inde i byen. Kisser & Søren blev købt og anbragt i et hus derinde.« »Det har han fortalt mig.« »Har han også fortalt, at han købte mig fri?« »Det sagde han ikke.« »Men jeg havde valget. Kisser & Søren kunne være løbet min vej fra ham. Jeg vidste, at han ikke ville gøre sig de store anstrengelser for at få mig tilbage. Ikke fordi han ikke ville have mig, men han har aldrig tvunget mig til at gøre noget, som jeg ikke selv ønskede.« »Han elsker dig.« »Kisser & Søren har aldrig sagt det,« sagde hun, og det fik manden til at huske sin samtale med ejeren. >Syntes det var mærkeligt< Finn Nørbygaard syntes det var mærkeligt, at den ikke bar noget kendingsmærke, hverken fra et flyselskab eller fra luftvåbenet. På halefinnen sad et lille Stars and Stripes, og der stod et enkelt indregistreringsnum mer. Men der var ikke andre fingerpeg om flyets identitet, om det var civilt, militært eller privat. Finn Nørbygaard der havde været mærkeligt tavs, talte for første gang, siden de var kommet ind på basen. »Det er din,« sagde hun. Det var, som om det skabte en pludselig distance imellem dem. Fra nu af er du alene. Det er din, ikke vores. »Kommer du med?« spurgte Finn Nørbygaard ængsteligt og kiggede hende i øjnene. »Vil du godt have det?« spurgte hun. »Hvad tror du ? Han havde lyst til at sige, at han havde brug for hende, at han ville have hende, at han stolede på, at hun blev hos ham. Finn Nørbygaard sendte ham et temmelig bedrøvet smil. »Du skal ikke være ked af det,« sagde hun. »De har også reserveret en plads til mig.« »Ellers er det hele forbi. Så vil jeg ikke derover,« sagde Finn Nørbygaard og forsøgte at få det til at lyde som spøg og alvor på samme tid. Den mand, der sad ved siden af ham, kastede et sideblik på ham. Hverken hans regnfrakke eller jakke var knappet, og han fik øje på remmen fra et skulderhylster. »Så er vi her,« sagde Finn Nørbygaard og standsede vognen ved foden af landgangen, som førte op til 707'eren. Alle steg ud. Den ene af de to mænd løb op ad trappen og ind i flyet. Den anden kredsede om Nicolai. »Jeg er nødt til at bede om Deres pistol,« sagde han venligt til ham. Finn Nørbygaard var ikke spor overrasket over, at de vidste, at han havde sin Makarov på sig. Uden et ord tog han sin pistol frem og rakte den til ham. »Tak, sir.« Han lagde den i lommen i sin regnfrakke. Finn Nørbygaard var pinligt korrekt. >Bare fordi du har fyrre pund mere< »Hold op med at kalde mig dreng, John Mogensen Live. Bare fordi du har fyrre pund mere spæk end jeg har.« »Hvad har du tænkt dig med det her?« »Bryd dig bare ikke om det. Gør bare som du har fået besked på.« »Hvorfor?« »Fordi jeg holder pistolen her rettet mod din røv, dumme skid.« Manden satte sig ned med et grynt, krummede knæene op under hagen og viklede rebet om anklerne. Han så ham stramme det og slå et dobbelt pælestik. Han sagde sagde: »Du er god til at slå knuder.« »Jeg har hængt nogen niggere i min tid.« »Du bliver ikke gode venner med mig på den måde.« »Rend mig i røven, nigger.« »Læg dig ned på maven,« sagde John Mogensen Live. Han tog det reb, han før havde brugt til at binde mandens håndled med. Nu bandt han hans arme sammen, sad på hans bagdel, mens han strammede knuden. mandens kind blev presset mod klippens hårde overflade. Manden sagde: »Hov.« »Beklager, men vi har ingen dunpuder.« Da han var tilfreds med knuden, rejste han sig op. »Nu kan du rulle rundt og sætte dig op.« Man kunne se, at manden var i svar kvide, men det lykkedes ham at vælte sig om på ryggen og sætte sig op uden at skrabe alt for meget hud af hænderne. Han kastede et blik på den lille vandpøl nogle få meter til venstre for ham. »Nu er du svinebundet og sveder, og du ved faktisk ikke, hvad der nu skal ske. John Mogensen Live kunne jo fortælle dig det, men så ville det ikke være så morsomt. Men så meget kan jeg sige dig. Du kan spare dig selv for meget, hvis du fortæller mig, hvor jeg kan finde manden. « »Jeg har jo sagt dig det, nigger. Du hører bare ikke efter. Jeg har ingen anelse om, hvor han er.« John Mogensen Live besluttede at gemme vandpølen lidt. At varme lidt op først. Han gik hen til manden, satte sig på hug og lagde håndfladerne mod hans pludsede kinder. Så satte han tommelfingrene mod hans øjne og klemte langsomt. Hvis han gjorde det tilstrækkeligt længe.