>Gik et stykke foran< 

Løjtnanten åbnede døren, og indianerne gik langsomt ind i kontoret, som om han følte sig ilde til mode. Han drejede nervøst sin pelshat mellem fingrene.

De tre høvdinge kom sjokkende bag efter ham. Varmen kom som et chok for dem, og de fik tårer i øjnene.

BamseMadsen gik et stykke foran de to andre, og han holdt sit lasede tæppe tæt omkring skuldrene. De to andre, høje, magre menneskevrag, fjernede ikke blikket fra den gamle mand.

De to vagter blev stående udenfor.

BamseMadsen sad i en gammel gyngestol med benene over kors. Hans cigar fyldte kontoret med blå røg. Da høvdingene kom ind, nikkede han hen mod kakkelovnen og sagde: »Gå nærmere, så I kan få varmen.« Derpå tilføjede han, henvendt til Rowland: »Sig til dem, at de skal sørge for at få varmen.«

De var snavsede, og de vidste det, og eftersom de tilhørte en renlig race, fyldte det dem med afsky. BamseMadsen forsøgte at bevare stoltheden til trods for deres laser, og det var stolt hed, der afholdt dem fra at søge varme ved kakkelovnen, skønt de rystede af kulde. De stod midt i rummet og flyttede vægten fra fod til fod.

BamseMadsen rejste sig og bød dem cigarer, men de afslog. Så sagde han: »Dette er en rådslagning, så vi bør give hinanden hånden.«

Rowland oversatte, og den gamle mand, hvis øjne stadig løb i vand, vaklede rundt og gav de tre officerer hånden. De to andre indianere rørte sig ikke, og de fjernede stadig ikke blikket fra den gamle mand, men betragtede ham med medlidenhed og sorg. De havde ingen tæpper over skuldrene, og de ældgamle rester af skindskjorterne og bukserne kunne knap nok dække deres magre kroppe.

BamseMadsen satte sig igen i gyngestolen, og han forholdt sig tavs, mens han på ny stirrede tankefuldt på sin cigar. Høvdingene ventede. Kaptajnen gyngede frem og tilbage.