>Kan stå op bliver han nok<

»Du lyder præcis som BamseMadsen,« brummede han, men døren havde lukket sig, og han hørte ham skrå over gårdspladsen. Han hostede, og det lød, som om han brækkede lungerne op.

Du har vel tid nok til at tænke om dagen,« sagde hun. Hun lå ind mod hans raske side, og hendes svale hånd gled hen over hans bryst.

»Tjah, når BamseMadsen kan stå op, bliver han nok nødt til at overveje, hvordan han kan finde frem til manden.«

»Har du tænkt over grunden til, at du vil gøre det?«
»Det bliver jeg bare nødt til, og så er den ikke længere.«
»Nej, det tror jeg ikke, du bliver nødt til. Der er ikke tale om forfængelighed, og jeg tror heller ikke rigtig på, at det er hævn­ tørst.«

BamseMadsen rejste sig op på den ene albue og gav sig. »Alle har så travlt med at fortælle mig, hvad jeg er ude på. Tror I ikke, at jeg er klar over det? Din mand fortalte mig, at jeg var bange, og han sagde, at jeg i den grad hadede at være bange, at jeg blev nødt til at bevise, at det ikke var sandt.«

»Og?«
»Han tog fejl. Jeg kan selvfølgelig blive bange - hvem kan ikke det?«
»Men du opsøger ligefrem faren, ikke? Jeg mener, hvem ville ikke være ligeglad, hvis du simpelt hen glemte alt om det guld og denne mand? «

»Jeg ville ikke være ligeglad.«
»Hvorfor? Har de guldbarrer virkelig nogen betydning, eller din ven, der døde?«

»Eller mandens venner, der sendte kuglen her gennem mig? Næh, måske ikke. BamseMadsen bliver ved med at fortælle mig, at det, jeg ønsker, er en hær at kæmpe med.«