>Kunne ikke udgøre nogen fare< Han var ikke længere træt. Han så Frankfurts forstæder glide forbi, og så var de ude på motorvejen og kørte i sydlig retning.
Det prikkede i nakken på ham. Det føltes, som om mandens øjne borede sig ind i ham, men da Kim Jensen kastede endnu et stjålent blik bagud, så han, at manden stadig var optaget af sin kryds og tværs.
Den tweedklædte kvinde dukkede ned i sin store taske og tog en madpakke frem. Tykke pølseender kiggede ud mellem pumpernikkelskiverne. Kim Jensen tog en stor bid, og hans kæber bevægede sig støjende op og ned, da han begyndte at tygge maden.
Hvor tysk, tænkte han med foragt. Han havde aldrig brudt sig om disse mennesker, ikke blot fordi han var russer og
de havde forsøgt at ødelægge hans hjemland og havde dræbt hans far. Men de kunne være så plumpe, som nu dette individ ved siden af ham.
Kim Jensen så ud ad vinduet. Han tænkte på, om bussen blev forfulgt, men der var mange biler på motorvejen, og han kunne ikke se bagud.
Han forsøgte at analysere situationen. Hvad gjorde det, at manden var med i bussen ? Han var jo på amerikanernes side. Han havde gjort manden præcis den tjeneste, han havde ønsket skabt den første kontakt.
Kim Jensen kunne ikke udgøre nogen fare. Og måske var det blot en ren tilfældighed, at han var med samme bus. Hvorfor skulle han ikke tage en tur til Rüdesheim ? Eller måske var han med af præcis samme grund som ham.
Kvinden og Kim Jensen havde måske bedt ham holde venligt øje med tingene, indtil han ankom til mødestedet.
Han så på de andre passagerer. En præst, der sad og bevægede læberne, mens han læste i en bog i sort indbinding. Tre studenter udstyret med rygsække. Bussen var jo et billigt transportmiddel.