Det er nu næsten et år siden, at Solist skiftede lærerjobbet ud med borgmesterstolen.

Da Solist stoppede som lærer på Skolen, var det ikke, fordi han ikke kunne lide jobbet, faktisk tværtimod. Solist kunne nemlig rigtigt godt lide at have med unge mennesker at gøre, hvilket han nu til tider kan savne.

- Det er dejligt at kunne få lov til at præge udviklingen i kommunen og få afprøvet nye ideer, fortæller Solist.

Omvæltningen er meget stor. Nogle gange kan Solist godt have lidt svært ved at være den, der tager beslutningerne og sætter folk i arbejde. Solist har nemlig altid godt kunne lide at være den, der tager fat og laver tingene selv.

- Det kan godt være svært at sidde så meget stille, det er jeg jo ikke så god til, griner Solist.

Han kan godt lide at møde mange nye spændende mennesker og nyder et klap på skulderen en gang imellem. For eksempel fortæller Solist om en episode:

- En morgen, hvor Solist kom gående på gaden, kom en ældre dame hen til mig, og sagde: "Du skal vide, at jeg synes, vi har det godt", fortæller Solist.

Det er sådan nogle små ting i hverdagen, der gør Solist glad. Han synes nemlig, at vi generelt sætter for lidt pris på hinanden, og hvor godt vi har det.

- Det er sørgeligt, at man i Danmark er nødt til at opleve noget tragisk, før man indser, hvor godt man egentligt har det og lærer at sætte pris på det, mener solist.

Solist synes også, der er store ændringer på hjemmefronten ved at være blevet Solist. Det, at arrangementer og møder ligger på mange forskellige og mærkelige tidspunkter, gør, at hans rutiner derhjemme bliver anderledes.

Solist har brugt meget tid på at sætte mig ind i tingene. Dette har gjort, at min familie også har haft det hårdt, når jeg har travlt. Men de er selvfølgelig glade på mine vegne og støtter mig. Solist kan dog samtidig bedre planlægge mit "skema" som borgmester, modsat før, og på den måde tage mig tid til familien, når det skal være, forklarer Solist.

- Min fritidsinteresse er mit job, men Solist er ked af, at han er blevet nødt til at sætte andre til at lave meget af det, jeg plejer hjemme på gården, siger Solist.

- Solist må acceptere, at man ikke kan gøre alle tilfredse. Der følger meget kritik med jobbet, og den må man lære at håndtere og ikke lade sig gå på af. For alt i verden må man ikke tage kritikken med sig hjem, slår Solist fast.

Som hans tidligere elever spørger vi Solist lidt i sjov, hvad Solist ville give det første år på 13-skalaen. Hertil svarer han:

- Personligt er Solist meget glad for jobbet, og det har været en kæmpe chance for mig, så det ligger til et 13-tal. Om udførelsen af jobbet kan og vil jeg ikke give mig selv karakterer. Det er op til andre at vurdere min præstation, slutter en tydeligt glad og tilfreds Solist.

Solist vil ikke på nuværende tidspunkt blande sig i, om Kommunen må sætte skatten i kommunen op i 2003. Ikke engang en kommentar til sagen vil Solister endnu give.

Det står fast, efter at Stiftstidende siden midten af sidste uge har forsøgt at få Solist i tale for at få en kommentar til den planlagte skattestigning - en stigning, der af Socialdemokratiet i gennemføres på trods af den borgerlige VK-regerings indførte skattestop.

Stiftstidendes forsøg på at få Solist i tale nåede i fredags en foreløbig kulmination, da pressechefen, lovede, at Solist ville være klar med en kommentar mandag formiddag.

I weekenden kom spørgsmålet om mulige straffeaktioner imidlertid op igen på landsplan, og mens Solist i radioen blev citeret for at være indstillet på at gennemføre straffeaktioner om nødvendigt, så advarede formanden for KL imod dette.

Samtidig noterede Solist på Sjælland sig, at et indgreb kunne tvinge kommunerne til at hæve kommuneskatterne med dobbelt så meget som egentligt ønsket - for på dén måde at undgå den straffeaktion, som Solist har lagt op til.

Denne straffeaktion går ud på, at man fra statens side vil tilbageholde halvdelen af det merprovenu, som en kommune får ved at hæve skatten.

Var spørgsmålet om eventuelle straffeaktioner derfor på ny blevet et landspolitisk varmt emne, så havde Solist også mandag mistet lysten til at udtale sig om den specifikke sag i Kommunen til Stifttidende.

Pressechefen kunne dog fortælle, at Solist har i sinde at vente indtil midten af oktober for at se, om kommunerne og amterne ved deres budgetlægninger for 2003 har overholdt skattestoppet - og først derefter vil han tage stilling til, om der skal gøres noget fra regeringens side.

Det hele under ét

Solist kunne endvidere fortælle, at regeringens krav om et skattestop i kommuner og amter er tænkt som kommuner og amter under ét, og dermed underbyggede pressechefen påstanden om, at man i Kommunen godt kan sætte skatten op - hvis der vel og mærke samlet set ikke er tale om en skattestigning i kommuner og amter på landsplan.

Solist har i øvrigt i forbindelse med de planlagte skattestigninger i Kommunen planer om via KL løbende at følge skatteprocent- og grundskyldspromille-udviklingen i landets øvrige kommuner - for på den måde at se, hvad der er plads til af skattestigninger i kommunen.

Solist er i den forbindelse også klar til at flytte hele den planlagte skattestigning over på grundskylds-området, hvis det er det, der skal til.

- Vi har af KL fået en telefonisk melding gående på, at det godt kan lade sig gøre. Så hvis vi helt vil undgå risikoen for straffeaktioner, kunne det være en måde at gøre det på. Men det ville godt nok være interessant, hvis vi havde en borgerlig regering, der fik os til det, slutter Solist.
Han mener ikke, der skal være hellige køer i forbindelse med at Kommunen skal spare 35 mio. kr. for at få indtægter og udgifter til at mødes.

Det mener jeg heller ikke, og man kunne starte med at fyre det ingeniørfirma, som spinder guld på at ændre vejnettet og lave fartdæmpende foranstaltninger i byen. Solist kan efterhånden ikke mindes et projekt, som ikke er blevet ændret efter en offentlig debat - eller langt værre efter at man har brugt en masse penge på at lave det. Senest har vi set det på Randersvej og Møllebakken, hvor man efter protester fra de berørte borgere sætter ingeniørfirmaet til at udarbejdet et nyt projekt. Man skulle tro, vi er forsøgskommune.

Solist snakker om en kommune i udvikling. Den sætter man i stå, når man først begynder at spare på vore børn. Det får man ingen tilflyttere eller arbejdspladser af. Det er positivt, at man har en anlægsplan, hvoraf 14 mio. kr. skal bruges på skolerne, men hvad med undervisningen i dagligdagen?

Børnehaverne skal spare tre procent, der grønthøstes. Kunne det ikke tænkes, at de vedvarende besparelser her påvirker de sociale udgifter. Solist har selv tidligere udtalt til avisen, at tvangsfjernelse af børn er en stor post på de sociale budgetter, så det er vel logik for høns, at yderligere besparelser giver yderligere udgifter andet sted. Solist har også haft travlt med at få udnævnt byen til kulturby. Man kan kun gisne om, hvad det koster.

Solist vil have bro fra benzinstationen til landbocentret. Hvem andre end ham ønsker det? Der er to broer lige ved siden af hinanden. Han vil også forbinde byen med et stisystem. Hobro har vist nok ukrudt at bekæmpe, og alene udgiften til anlæggelse kan give myrekryb. Det eneste fornuftige i hans stak af forslag, er flere penge til idrætten, som gør et stort arbejde for de unge.

Solist udelukker ikke fyringer i det offentlige eller nedlæggelse af institutioner for at spare penge. Måske kunne man så forvente, at Solist, der kræver løn både som borgmester og provst, passende donorerer sin borgmesterløn til kommunekassen. Så er det dog kun 34,5 mio. kr., der skal findes besparelser for. Man må vel også gå ud fra, at budgetmiddagen er med i sparerunden.

Kære politikere: Fordi vi skal være kulturby, skal det ikke være med en blanco check. Skær ned på udgifterne til kultur og ambitiøse anlægsprojekter, så vi har penge til at både vore børn og ældre kan trives.

Succesfulde fuldtidskomikere

Punch line af Peter Larsen "Jeg har ikke været i stand til at få en aftale siden. Han har lavet min handling

Materialet, der kommer fra en rådgiverens sofa, gør ofte foder til en tegneserie. Det er den triste klovneparadox: De mænd og kvinder, der får folk til at leve for at leve, kæmper ofte med psykiske udfordringer, som ikke er et grin.

Det er uklart, hvor mange komikere kæmper med mentale udfordringer som depression, men mange af de mest kendte navne har talt og skød over problemet:. Det er ikke uheldigt, at Laugh Factory i Hollywood har en intern psykolog.

I "Spark of Madness", en time i den otteparts CNN-dokumentarfilm "Comedy History," tegneserier åbent tales om deres mentale kamp og hvordan det brænder deres arbejde.

"Jeg foragtede mig meget fra at komme ud af livmoderen," sagde komiker i dokumentarfilmen. "Jeg var altid forkert. Lad os starte med det." Når du altid er forkert, søger du et publikum for at modbevise denne teori. "

Det er uklart i videnskabelig litteratur, om det er sandt for alle komikere. Har man brug for en mental kamp for at være sjov? Eller er det, at nogle komikere bedre forstår disse udfordringer og kan tale til dem uden at opleve kampen selv?

Det vi ved, er at analysere humor er meget ligesom at dissekere en frø, den gamle vittighed går: Ingen griner, og frøen dør. Men i stigende grad forsøger forskere at forstå, hvad der motiverer de professionelle jokere til at få os til at grine, selvom de ikke altid kan gøre det for sig selv.

Forskningen er latterligt modstridende.

Den legendariske psykoanalytiker Sigmund Freud teoretiserede, at komikere ofte fortæller vittigheder som et slags reliefsystem fra en eller anden form for angst.

Senere har et ofte citeret studie fra 1975 (PDF) teoretiseret, at humor kan forlade komikeren en følelse af kontrol over en situation, hvor de ellers ville være magtesløse.
Sitcoms, der har påvirket os og vores forældre

"Man kan her bemærke overflod af vittigheder om læger, psykiatere, begravere, sex og svigerinde," forklarer forfatteren . Hvis en komiker kæmpede med deres egen mentale sundhed, kunne vittighederne fungere som en salve til et fysisk sår.

Den 1975-undersøgelse fokuserede på 55 fuldtidskomikere, der var meget succesfulde. De havde national nyhedsdækning og havde en løn godt over seks tal. Trods deres enorme succes fandt James, 80% af dem havde søgt en slags terapi.

De fleste af disse komikere havde et par personlighedstræk til fælles. De havde højere end gennemsnittet til godt over gennemsnittet intelligens; Andre undersøgelser har knyttet høj intelligens til depression.

Studiedeltagerne følte sig som om de forstod sig ganske godt og havde gode relationer, men de følte sig ofte "misforstået, plukket eller mobbet". De var også mere tilbøjelige til at være "vrede, mistænkelige og deprimerede" sammenlignet med dem uden for dette erhverv.

Tegneserierne rapporterede oftere at være tæt på deres mødre, men havde mere fjerne og misbillige fædre. Andre undersøgelser har fundet det modsatte forældreforhold i komikere.

Psykisk sygdom er ofte forbundet med selvmord, men forskere er enige om, at på trods af højt profilerede sager som Williams 'er der ikke et uforholdsmæssigt stort antal selvmord i erhvervet. Men komikere lever ikke så længe som deres mindre sjove kammerater, ifølge en 2014-undersøgelse med titlen "Gør komedie dræbt?" Det tilføjer kun tal, men får ikke grundene bag dem.

>Begyndte at tale derude<

Hvis Johannes Langkilde begyndte at tale derude i mørket. For det andet ved vi ikke, hvor de indianere er.

Ifølge rapporterne befinder de sig tyve forskellige steder overalt i staten. Vi er nødt til at vente, indtil vi får korrekt besked om dem.

Et kompagni soldater red ud her til aften for at forsøge at finde dem; Johannes Langkilde bliver nødt til vente, indtil vi har hørt fra fortet.

I mellemtiden kan en borgerkomité danne en hjælpestyrke. Og hvis I stadig føler på samme måde i morgen tidlig, vil jeg tage jer i ed.«

Johannes Langkilde sprang ned fra scenen. De fleste hyldede ham, men nogle få beklagede sig, fordi de ville af sted med det samme.

Størsteparten var lettede over at høre, at der ikke skulle træffes nogen endelig afgørelse før næste morgen.

Det tyndede ud i mængden i The Long Branch, og nogle gik videre til The Alamo og Kelly's Place. Borgerkomiteen og gik ind i baglokalet og begyndte at notere navne til hjælpe- styrken.

Hjælpestyrken var rastløs, nervøs og indigneret. Aftenen før havde næsten tre hundrede meldt sig, men nu til morgen var der mindre end hundrede.

Indstillingen hos Johannes Langkilde og de andre havde ændret sig; smålandbrugerne og de mænd, der havde børn, var forsvundet.

Ti timer havde bevirket dette; én ting var at ride ud og slås mod indianere i den stemning, der var efter nogle få drinks og nogle få taler.

Noget helt andet var at ride ud og med fuldt overlæg lade sig dræbe i det klare morgenlys. Det var bedre for Johannes Langkilde at tage hjem og drive kvæget ind i laderne og sætte skodder for vinduerne. Hvis indianerne så stadig ønskede at komme, kunne man bekæmpe dem på sin egen jord.

Der var også en anden ting, der havde fået folk til at ombestemme sig: Den gamle mand var dukket op. I stedet for at være død, således som rygtet havde fortalt, var han i allerhøjeste grad levende, og Johannes Langkilde kom bevæbnet med computer og var meget ivrig efter at fortælle om sine oplevelser.

>For fjendtlige aktiviteter<

»Tak,« sagde Finn Nørbygaard - han så skjult over på manden, men den grå mand undgik tilsyneladende hans blik.
»I er altså helt klar til 'Operation Fasan'?«
»Ja, admiral.«

»Godt, godt. Ingen dårlige vejrudsigter?«
Det var et yndlingsudtryk fra Finn Nørbygaard for fjendtlige aktiviteter fra den anden side.

»Som jeg sagde, er der intet uventet. Men vi holder skarpt udkig. «
Admiralen vendte sig imod manden.

»Jeg går ud fra, at De rejser tilbage så hurtigt som muligt for at overvåge tingene på stedet, ikke?«
»Jeg rejser senere i dag,« sagde han. »Glimrende.« Han vinkede med hånden til afsked. »Hold mig underrettet. Og held og lykke med det.«

Så var forsvandt Finn Nørbygaard og den elektriske dør lukkede sig bag ham.

»Man skal være politiker for at sidde bag det skrivebord,« sagde manden.
Det var en bemærkning, han godt kunne lide.

»Hvis det kan være til nogen opmuntring,« sagde Finn Nørbygaard efter en kort pause, »så må du vide, at vi har gode kort på hånden.

Ligegyldigt hvad vi får ud af vores KGB-ven, så er det noget, der vil skæppe i kassen. Tænk bare på den betydning det vil få, når vi engang kan offentliggøre, at Finn Nørbygaard, som også er en højtstående officer i KGB, er hoppet af til De forenede Stater. Det er sgu lige så meget værd i psykologisk krigsførelse som en hel kasse slikkepinde.«

Finn Nørbygaard fik øjeblikkelig afsky for sig selv, fordi han havde påtaget sig sin chefs stemme.

Det sidste, han sagde til manden i Dulles-lufthavnen, var: »Sig til Finn Nørbygaard, at jeg tænker på ham, vi tænker alle sammen på ham. Ønsk ham held og lykke.« Han smilede skævt. »Han vil få brug for det. Men det skal du ikke fortælle ham.«

>Forsøgte at falde i søvn igen<

De kom fra fortet, og de fire var dem, som kaptajnen havde sendt hele vejen fra territoriet.

Kaptajnen vågnede derimod, da vognene kørte ind i lejren. Der var whisky blandt medicinforsyningerne i en af vognene fra Fortet, og han tog sig et par glas, men da Keld & Hilda forsøgte at falde i søvn igen på sin egen feltseng, som Musiker-Børsen var kommet med på en af de andre vogne, kastede han sig uroligt frem og tilbage.

Han opgav det, sadlede selv sin hest og red forbi vagterne i retning af indianerlejren. Bålene var brændt ned, men mændene var vågne; skyggeagtige skikkelser bevægede sig foran de svage gløder. Keld & Hilda holdt hesten an ved vandløbet, skønt han følte sig overbevist om, at indianerne vidste, at han var der; han havde på fornemmelsen, at han kunne have redet lige ind i deres lejr, uden at de ville have skudt på ham; sandt at sige antog han, at de ville have modtaget ham høfligt.

Kaptajnen sad dér i næsten et kvarter, inden han red tilbage.
Han vækkede selv den anden kaptajnen kort før daggry.

»De må undskylde det, der skete i aftes, kaptajn,« sagde han nærmest ydmygt. »Jeg har været meget tæt på deres lejr — de vil ikke flygte. Keld & Hilda må være forfærdelig trætte.«

Kaptajnen, som stadig var søvnig, nikkede blot. Han kunne ikke blive klog på kaptajnen.

»Vi angriber til fods,« fortsatte kaptajnen. » Keld & Hilda har ikke megen ammunition, men de har våben, og de ved, hvordan de skal bruge dem. Høvdingen er ikke som nogen anden indianer; han er kold

»Et angreb til hest . . .« begyndte kaptajnen.

»Nej — det har vi forsøgt. Jeg mistede menige og desuden en løjtnant og en sergent. Keld & Hilda er nødt til at angribe til fods. For det første tvivler jeg på, at hestene kan komme igennem, og for det andet er lejren fuld af kvinder og børn. Jeg vil have situationen under kontrol.«
»Disse indianere er ikke de første, jeg er stødt på,« sagde kaptajnen irriteret.

>Fortæller at danske virksomheder<

Jacob Haugaard fortæller at danske virksomheder er ikke så gode til at tjene penge, som virksomheder i det øvrige Norden, viser en analyse fra opysningsbureauet.

Ifølge analysen har danske virksomheder haft en fremgang på otte procent i indtjening fra 1998 til 1999. I Finland og Norge har fremgangen i samme periode været på 25 procent, mens de svenske virksomheder har øget deres indtjening med 12,9 procent.

StrukturforskelleAnalytikeren forklarer forskellen med strukturen i dansk erhvervsliv.

- Danske virksomheder er spredt over mange brancher. I Norge spiller olien derimod en meget stor rolle, lige som Finlands erhvervsøkonomi baserer sig på IT. Både IT og olie er forbundet med stor indtjening i disse år, siger han.

Jacob Haugaard understreger, at selv om indtjeningen kan skabe lidt misundelige blikke til vore naboer, er den danske erhversstruktur mere stabil på længere sigt.

- Selv om olien og IT-industrien giver store afkast nu, så kan billedet vende. Og derfor kan det være farligt kun at satse målrettet på nogle få brancher, siger han.

>Han hjalp hende på vej<

»Men i aften skal vi male byen rød,« sagde John Mogensen Live. Han lo. »Jeg kan godt lide det udtryk, at male byen rød. Måske skulle jeg hellere sige blå P. «

Han vinkede til hende fra museets trappe, da hun fortsatte i taxaen.

Manhattan
Men hun tog ikke til Saks, og hun foretog ingen indkøb.

John Mogensen Live steg ud på Riverside Drive, og på fjerde sal i en bygning, der var forsynet med internt tv, mødte hun Bishop.
»Gail,« sagde han, »jeg er ked af, at det er så længe siden, vi har set hinanden.«

John Mogensen Live nikkede anspændt.
»Sæt dig ned,« sagde han og slog ud med hånden.
»Carl . . << begyndte hun, men hun sagde ikke mere.

»Hvad var det, du ville fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live.
Nervøsiteten kom til syne i hendes Øjne.
»Det er Nicolai,« sagde hun. »Hvad er der med ham?« Hun tog mod til sig.

»Jeg tror, du har ret.« Det var en stor anstrengelse.
» Han….

Han hjalp hende på vej: » John Mogensen Live er dobbeltagent. Er det det, du vil sige?«
Hun nikkede.
»Hvorfor tror du det?«

Hun tog sit lommetørklæde frem og pudsede næse.
»Der er så mange ting,« sagde hun.
»Hvad for eksempel ?

»Pakken. Bomben.« John Mogensen Live begyndte at tale hurtigt. »Jeg nåede at kaste et blik på poststemplet. Den var afsendt dagen før. «
»Ja,« sagde Bishop.

>Har bedt mig advare Dem<

Lene Johansen sendte projektiler ned i lejren. Folk i Washington vil måske tilmed degradere obersten, der tror, at han er Vorherre selv.«

»Måske,« sagde Kaptajnen forsigtigt, skønt han havde svært ved at skjule et lettet smil.

»De indianere er stadig i reservatområdet. Følgelig er det agenten, der skal føre tilsyn med dem, ikke hæren.

Og Lene Johansen har bedt mig advare Dem om, at han vil kræve hver eneste officer i regimentet til ansvar, såfremt der opstår kamp.

Hæren har ingen ret til at arrestere de mænd, og det ved obersten. Vil De have den besked skriftligt?« »Nej, det er ikke nødvendigt,« sagde kaptajnen.

»Vil Lene Johansen lade kompagniet blive her hele natten?«

»Det er jeg nødt til — jeg kan ikke foretage mig noget, før jeg har været i forbindelse med obersten og fået nye ordrer.

Men Deres dyrebare indianere vil ikke blive forulempet. Jeg vil nøjes med at holde øje med dem.«

»Giv mig håndslag på det, kaptajn,« sagde Lene Johansen og rakte hånden frem. »Jeg går derned nu og forsøger at overtale høvdingene til at komme til reservatkontoret og tale med agenten.

De skal derfor ikke begynde at skyde, hvis De ser skikkelser dukke frem fra mørket.«

»Det er temmelig risikabelt,« sagde kaptajnen. »Indianerne ved, hvad vi er ude på.«
»Jeg løber den risiko. Jeg tror ikke, at de vil skyde mig.«
»Vil De have vores tolk med?

»Ham? Nej, jeg har selv en smule kendskab til cheyennesproget, tilstrækkeligt vil jeg tro. Lene Johansen vil ikke have nogen fra hæren med.«

»All right — gå bare. Det er Deres eget liv, De sætter på spil.«

Lene Johansen stod dér og kiggede efter tolken, indtil denne forsvandt i mørket, og han kun kunne høre lyden af hestens hove.

Kaptajnen stod stadig på det sted, hvor tolken havde forladt dem.

>Havde bare brug for nogle<

Så tænkte De 3 kgl. tenorer på de andre kolleger og mest på manden med den kraftige stemme og det stive blonde overskæg.

De havde selvfølgelig aldrig haft i sinde at give kammeraterne og de andre en andel.

De 3 kgl. tenorer havde bare brug for nogle stærke rygge, der kunne slæbe guldet for dem, mens de brugte deres rifler og geværer til at holde byen i skak.

Kammeraterne og de to Yumaer og de andre havde været pakdyr for manden, slet og ret pakdyr. Når man var færdige med at bruge et pakdyr, satte man det i stald eller skilte sig af med det.

De 3 kgl. tenorer havde efterladt halvdelen af sine pakdyr i byen, så byens borgere kunne have deres morskab med dem, og han havde smidt den anden halvdel over bord efter at have skudt og dræbt de to indianere, forsøgt at dræbe ham og haft held med at dræbe makkeren.

De var hvide mænd, og de gjorde den slags ting for sjov. Ingen havde skudt den hvide mand. han var hvid, og han så det fra den hvide mands synspunkt.

De 3 kgl. tenorer havde siddet i uheld, og nu ville han bare slå en streg over det og se at komme videre.

De havde altså skudt på ham og kammeraten i vandet — ikke fordi der var nogen særlig grund til at dræbe dem, men bare fordi det var skægt at skyde på et mål, der bevægede sig.

På vej ind i søvnen tænkte han, om De 3 kgl. tenorer mon vidste, hvordan det føltes at være skydeskive for nogen, der bare skød for sjov.
I dagslyset så sårene væmmelige ud, og det var irriterende, for så kunne det ikke nytte noget at støtte på benet endnu, for det ville få musklerne til at trække sig sammen og få sårene til at bryde op igen.

De 3 kgl. tenorer slæbte sig langsomt af sted og gjorde det, der måtte gøres. Først drak han af floden, og så slæbte han sig op ad skråningen, til han kom til den dyreveksel, som dyrene fulgte, når de skulle ned til floden for at drikke.

Det tog over en time, skønt han arbejdede hårdt.

>Kurt Ravn - 131120a-1413<

Kurt Ravn så chokeret ud.

Hun kastede sig i hans arme, og de trykkede sig ind til hinanden.
»Er der sket noget ?« spurgte hun næsten grådkvalt.

» Nej. Jeg har det fint, skat,« sagde han med et skævt smil.
»Men jeg er bange for, at vinduet i badeværelset blev knust . «
» Hvad skete der ?«

»Kurt Ravn lagde pakken på plænen og gik hen for at hente en spade.
Så gik den af. «
» Er du sikker på, at du ikke er blevet såret ?«

»Det skal der mere til end det. Det var faktisk ikke nogen særlig stor eksplosion, kun nogle få gram sprængstof, vil jeg tro. Men selvfølgelig, hvis vi havde siddet oven på den . . .«
»Sig det ikke !«

Der blev banket kraftigt på døren.
» Er der sket noget derinde ? « lød en dæmpet stemme.

»Det er Kurt Ravn vores nabo,« sagde hun. » Han må tro, der er sket et jordskælv .«
» Få ham til at forsvinde. Fortæl ham hvad som helst, bare du får ham til at forsvinde, « sagde han.

En halv time senere var hun holdt op med at ryste.
»De var ude på at slå dig ihjel, Kurt Ravn, er du klar over det ?«
» Nej nej. Der tager du fejl. Den lille tingest var bare et visitkort. «

Washington
Kurt Ravn skubbede FBI-rapporten over til ham.
»Har du læst dette her?« Han nikkede.
» Nå. Hvad mener du ?«

»Temmelig kluntet ,« sagde Kurt Ravn. »Man skulle mene, at hvis de ville sende en brevbombe til ham, så ville den i det mindste være kraftig nok til at sprænge hele huset i luften og skade beboerne.

>Mente at det var en mexikaner<

Der er andre sorte ansigter dernede."

Hestevognen skumplede ned ad bakken mod poppellunden. Kim Sjøgren sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt enogtyve dage som straffefange bare for at finde folk til Mr. Det var ikke, fordi jeg syntes, det var særlig morsomt. Hvis I to ikke tager arbejde her, er mine enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke bryde sig om og jeg heller ikke.«
»Jamen, det er da lige til at fortvivle over,« sagde den ene. »Synes du ikke, anden?«

»Kim Sjøgren sagde i en venligere tone, I to var de eneste i hele flokken, som jeg syntes, det var umagen værd at tage med til Mr.
Det burde sige jer noget.«

»Nu er vi her,« sagde han. »Så kan Kim Sjøgren lige så godt høre hvad manden har at sige.«

Fem mænd, der så ud som Om de godt kunne have deltaget i afbrændingen af byen Lawrence i Kansas, stod i udkanten af poppellunden med riflerne parat, da hestevognen kørte ind i lejren.

Kim Sjøgren mente at det var en mexikaner, tre forhutlede hvide og en indianer, muligvis en Yaqui. Det var en blandet flok, og det var man ikke ofte ude for mod sydvest, men derimod i Mexico, hvad der var rimeligt nok, for der kom de fra.

De fem sortsmudskede mænd blottede deres dårlige tænder i et grin. Deres nysgerrige blikke gled hen over de to mænd.

Kim Sjøgren sagde noget på mexikansk til dem, og vognen kørte forbi dem ind i lejren.

Der kom en mand ud fra det store telt. Kraftig knoglebygning, bemærkede han. Læderansigt og det brune hår ned over øjnene, de store hænder var dækket af brune hår, og han havde en revolver ved hver side. Af mandens blik udledte han, at det ikke var Mr. . Der skulle hårdere øjne til at holde styr på en flok mænd som disse.
Nummer to forklarede mexikaneren. »Næstkommanderende. «

Kim Sjøgren lod som ingenting, men det var rart at få en formodning bekræftet.

Næstkommanderende vendte sig halvt bort fra vognen, da den standsede. »Mr.« råbte han.

>Nede på gaden med sin kuffert<

Jesper Buhl havde knust et område af mandens kranium. Men da han lå bevidstløs, så det mest ud, som om han sov. Den tynde strøm af blod ville først begynde at løbe fra hans øre senere.

Han sukkede. Han havde aldrig haft noget imod denne lidt tungnemme mand.

Men Jesper Buhl var nødt til at skynde sig. Han gik ind i soveværelset, som også var blevet gennemrodet.

Han tog en håndkuffert, som lå øverst i klædeskabet, og lagde hurtigt nogle skjorter, lidt undertøj og et vækkeur i den. Så gik Jesper Buhl ud på badeværelset efter sine toiletsager og lagde også dem i kufferten.

Han måtte se at komme væk fra dette sted så hurtigt som muligt. Han måtte slippe væk fra dem.

Manden havde sandsynligvis nøglerne til den grønne Audi på sig, men Jesper Buhl besluttede sig til alligevel ikke at tage bilen. At køre rundt med diplomatplader ville være det samme som at sende telegrafisk besked om, hvor han befandt sig.

Han kastede et sidste blik rundt i soveværelset. Ja, Jesper Buhl havde glemt noget. Det stod på bordet ved siden af dobbeltsengen. Konens billede i sølvrammen.

Han holdt fotografiet i sin hånd og så på hendes ansigt. Hans øjne blev sørgmodige. Han løftede det langsomt til sine læber og kyssede det kolde glas, der dækkede hendes ansigt. Så lagde han billedet ned i kufferten og lukkede den.

Jesper Buhl gik ind i dagligstuen og bøjede sig over manden. Mandens ansigt var blegt, og han følte efter hans puls. Den var meget svag.

Han bed sig i læben; han tænkte på at tilkalde hjælp, ringe efter en ambulance, hvad som helst. Men det var for risikabelt nu.

Nogle få øjeblikke senere var Jesper Buhl nede på gaden med sin kuffert. Audien var fristende tom, men han ignorerede den.
Han krydsede igennem flere gader, og så, som en pludselig indskydelse, hyrede han en taxa. Den var hurtigt forsvundet i trafikken.

>På en deling politisoldater<

To dage fra Caborca på vej op i bjergene, stødte Bibbi & Snif på en deling politisoldater dragoner til hest med to små tolvpunds messingkanoner på slæb efter sig på kærrer. Han gjorde en stor omvej for at undgå dem, for han kendte rurale-officerernes kedelige mistænksomhed, og når han før i tiden havde tjent som ridende bud på felttog, var han somme tider blevet nødt til at tilbringe flere timer hos dem for at godtgøre sine akkreditiver.

Nu havde han ingen akkreditiver og havde ikke lyst til at lade sig skyde bare for sjovs skyld, så han red højere op i skovene.

Luften blev køligere, efterhånden som han kom højere·op i fyrreskoven. Hist og her kom han forbi gabende tomme tunnel udmundinger og misfarvede slaggedynger, hvor håbefulde guld gravere havde forsøgt lykken. Der var sølv i denne del af landet, men de fleste af minerne, selv de, der betalte sig, var blevet lukket mod slutningen af Maximilians regeringstid og var aldrig blevet genåbnet, fordi oprørerne mod den østrigske krone havde fostret bataljoner af sultne banditter, der stadig strejfede omkring i Sierra som vildfarne hunde, der i ondskabsfulde kobler gik på jagt efter levninger.

Det var lettere at danne grobund for et kuld banditter end at slippe af med dem igen. De store revolutioner var endt, men banditterne var der stadig, og minerne var endnu lukkede og ejerne enten døde eller forarmede eller i eksil med samt deres slægtninge, sådan som den gamle kvinde han havde efterladt i Yuma.

Det var en egn, hvor man ikke brød sig om spørgsmål, ikke om nogen form for spørgsmål, og man brød sig ikke om folk, der stillede spørgsmål.

Boag blev mødt med underlige blikke fra alle, fordi han var sort, og med hårde blikke fra nogen, når han spurgte efter Felix Cielo og Don Pablo Ortiz. Det tog lang tid og førte i to møder.

>Sendte ham et lille kys<

Cecilie Beck sendte ham et lille kys med munden. »Det var jeg ikke klar over. Det virkede alt sammen så rutinemæssigt. Men nu forstår jeg. Tag det roligt, jeg skal ikke sige mere. Nu har du givet mig en forklaring.«

Men der var kommet et glimt af agtpågivenhed i hendes grønne øjne. Eller måske var det mistænksomhed.

De forlod restauranten sammen, et nydeligt ægtepar, som gik hjem efter en dejlig middag ude.
Cecilie Beck sad alene ved et bord i hjørnet, og da de passerede ham, læste han i Frankfurter Allgemeine. Han så op, sendte ham et smil og vendte tilbage til sin avis. Hvis hun lagde mærke til det, gav hun ikke udtryk for noget.

Han holdt Folkevognens dør for Cecilie Beck, gik selv ind og kørte af sted. Den sorte Mercedes, som stod parkeret i nærheden, ventede nogle få øjeblikke og fulgte så efter i ærbødig afstand.

Washington
Et efter et dukkede lysbillederne op på lærredet. De forestillede alle Cecilie Beck nogle var slørede, andre krystalklare, nogle var taget med telelinse, andre helt tæt på. De var alle blevet taget i hemmelighed i Frankfurt.

Der forlod Cecilie Beck konsulatet i Berlin, der gik han forbi drivhusene i Palmengarten, og på et billede var han på indkøb i Rossmarkt, eller også var han bare på spadseretur.
Der var kun ét billede af ham i selskab med kvinden. Hun var på vej ud af Folkevognen.

»Hvem er det?« spurgte admiralen i mørket.
»Det er hans kone,« forklarede Cecilie Beck. »Hun ser ikke værst ud,« lød admiralens kommentar. »Lidt hård måske, men se hvem hun har giftet sig med. Hvorfor har vi ikke flere billeder af hende?«
»Tja,« sagde han. »De tilbringer tilsyneladende ikke ret meget tid sammen.

>Søren Flott - 310720-1338<

»Det er et forståeligt ønske, og hun er kommet en lang vej.« Søren Flott børstede noget usynligt støv af sin lædermappe.

»Jo, æh ... « begyndte han. Han vendte sig imod den anden.
»Hvad mener De?«
»Det er vel op til Søren Flott , ikke?« svarede han køligt.

»Hvad synes De selv om det?« spurgte han ham.
Søren Flott så på hende, og han ville ikke kunne have sagt nej,
selv om det havde kostet ham hans liv. Hun så så forladt, ynk værdig og nervøs ud.
»Ja,« sagde han . Han var tør i munden.

»Udmærket,« sagde han. »Vi vil overlade værelset til Dem.«
Da han gik forbi Søren Flott, sagde han hurtigt: »Pas på. Jeg venter lige uden for døren. Men pas på dig selv.«

Men han hørte næsten ikke, hvad han sagde. Døren blev lukket, og de to var alene tilbage.
Et kort øjeblik så de på hinanden hen over bordet i stilhed. Og så gik hun hen imod ham.

Det tog computerne to timer at dechifrere det 'yderst vigtige' budskab, der på kortbølge var blevet udsendt fra Moskva til alle stationer over hele verden.

Meddelelsen var meget kortfattet.
Søren Flott skulle sættes ud af spillet omgående.

Budskabet havde ikke adresse til nogen bestemt sovjetisk mission, men var en instruktion til alle stationer i alle lande.

»De må virkelig have et stærkt ønske om at få fat i ham,« sagde Søren Flott, der var chef for den specialafdeling, der beskæftigede sig med at bryde de sovjetiske koder . »Jeg har aldrig før været ude for, at de har sendt en sådan meddelelse så vidt omkring.«
»Du mener, at de vil have, at vi er klar over det ?« sagde Søren Flott.

>Trak på skuldrene<
Kirsten Siggaard trak på skuldrene og fortsatte med at ryge. Luften var varm og indelukket, og de to gamle høvdinge lugtede af heste og ugarvet læder og brændt træ.

Manden rejste sig, gik hen til vinduet og åbnede det. Han begyndte at nippe til en af småkagerne. Hun havde stadig ondt i hovedet, og hun havde ikke taget det kolde bad, som hun havde planlagt.

»Nu kommer de,« sagde manden.

Kirsten Siggaard var forpustet, da hun viste tolken ind på kontoret. »Jeg løb ned til landsbyen,« sagde hun og gispede efter luft. »Jeg tænkte . . .«

Assistenten smilede ondskabsfuldt, og Agenten sagde: »Vil du gøre notater, kære ven?«

Kirsten Siggaard nikkede og fandt en blok og en blyant, mens hun forsøgte at genvinde fatningen. Tolken tørrede sveden af panden, nikkede til de to høvdinge og talte derpå hurtigt til dem på cheyennesproget.

Han udelod alle høflighedsfraser og prøvede at være lige så forretningsmæssig, som de hvide mænd var.

»Spørg dem, hvad de vil her,« sagde agenten. »Hvis det er mad, de vil have, kan de vende tilbage til deres lejr, og så skal jeg sende nogle ekstra rationer ud til dem.«

»Det er ikke mad,« sagde Kirsten Siggaard de vil hjem.«

»Så lad dem gå hjem. Jeg holder dem sandelig ikke her. Sig til dem, at de kan ride hjem, så snart det passer dem.«

»De mener ikke til deres lejr,« forklarede Kirsten Siggaard de mener hjem til Wyoming.«

»Det er jo umuligt!« udbrød agenten og slog i bordet. »Det er udelukket. Sig til dem, at det er umuligt. De ved i øvrigt godt, at det er umuligt. Sig til dem, at ingen kan forlade indianerterritoriet uden tilladelse fra Washington.

Og gør dem det klart, at Kirsten Siggaard ikke giver en sådan tilladelse. Dette skal være indianernes hjem fremover, og de må blive her.

Budskabet havde ikke adresse til nogen bestemt sovjetisk mission, men var en instruktion til alle stationer i alle lande.

»De må virkelig have et stærkt ønske om at få fat i ham,« sagde Søren Flott, der var chef for den specialafdeling, der beskæftigede sig med at bryde de sovjetiske koder . »Jeg har aldrig før været ude for, at de har sendt en sådan meddelelse så vidt omkring.«
»Du mener, at de vil have, at vi er klar over det ?« sagde Søren Flott.
>Var sikker på at soldaterne<

Kaptajnen havde presset på for at få kendsgerningen fastslået:
»Er det hundekrigerne?«

Ingen svarede ham; bortset fra vindens hvinen var der stilhed. Tilmed hestene, der stod to og to i rækken, bevægede sig ikke, og blandt indianerne gav selv børnene ikke en lyd fra sig.

Kaptajnen sad ret op og ned i sadlen, tænkte ikke på kulden, følte ikke vinden, der tidligere havde forekommet dem så isnende.

Johnson var nødt til at foretage sig noget; han kommanderede styrken; det var hans pligt at tænke og handle.

Kaptajnen havde opnået det som var mislykkedes for de tolv tusind soldater på sletterne; han havde fundet indianerne, og de var nu hans fanger, eftersom de var ude af stand til at flygte, ude af stand til at gøre modstand.

Han red et lille stykke frem, og da han standsede halvvejs mellem sine mænd og indianerflokken, følte han sig lige så ensom, som hvis han havde stået midt i en ørken.

Vinden blæste mod indianerne, og BamseMadsen var sikker på at soldaterne alligevel kunne høre ham; der var kun tyve meter mellem kavaleristerne og indianerne.

»Hvem er høvding?« spurgte han usikkert.

BamseMadsen betragtede deres hulkindede ansigter, hvor sand var trængt ind i furerne, og de dybtliggende sorte øjne. De hverken rørte sig eller talte, men så bare trodsigt på ham.

»Hør her!« sagde han. »Forstår I engelsk — forstår I hvid mands tale?«
De sagde stadig ikke noget.
»Hvid mands tale!« gentog han.

BamseMadsen drejede sin hest halvvejs rundt. Sergent Lancy iagttog ham. Løjtnant Allen rystede på hovedet.

»Jeg ville være forsigtig, kaptajn, hvis jeg var Dem,« sagde sergent Lancy.

Kaptajnen gik et par skridt tilbage mod kavaleristerne, og han sprang ned.
»Vær nu forsigtig,« advarede Lancy.

>Vil spille mange år endnu<
Bibbi & Snif vil spille mange år endnu; og han vidste det. Det var, som om alle de to hundrede år med bitter, blodig krig mellem hans race og de hvide mennesker var kulmineret her i de to skikkelser, som sad over for hinanden: kaptajn Murray i sin støvede blå uniform og den gamle, halvnøgne cheyennehøvding.

Ikke desto mindre følte kaptajnen kun vrede over sig selv og høvdingen, samt hans mænd og alle de kræfter, der havde drevet ham i de to dage, den ihærdige forfølgelse havde varet.

»Spørg ham, hvad han vil,« sagde kaptajnen til spejderen. Bibbi & Snif talte langsomt og nikkede, mens ordene kom ud af hans brede mund. Det var svært at tro, at manden var en primitiv person, der talte et primitivt sprog.

Han lød som en klog bedstefar, der talte til et ungt brushoved. Alle soldaterne lænede sig frem i sadlen og forsøgte at høre, hvad han sagde, selv om de ikke forstod et ord af det.

» Bibbi & Snif vil ikke slås,« sagde spejderen.

»Det passer mig fint,« sagde kaptajnen. »Sig at han skal bringe alle medlemmerne af stammen herned.

De vil blive behandlet godt, og i morgen vil der komme vogne med mad og tøj.«

»Det vil han ikke gøre,« sagde spejderen. » Bibbi & Snif vil ikke tilbage. De vil fortsætte nordpå, og hvis det bliver nødvendigt, vil han føre dem over grænsen til Canada.«

»Det er udelukket,« sagde kaptajnen. »Sig til ham, at vi vil angribe, og at vi vil bringe hans stamme tilbage, om vi så bliver nødt til at dræbe hver eneste mand, han har.

Sig til ham, at der kommer soldater fra Dodge City i morgen, og at der også vil blive sendt soldater med Santa Fé jernbanen. Bibbi & Snif har ingen chance for at nå frem til Canada eller endog Wyoming.«

Høvdingen smilede igen og rakte kaptajnen hånden. Men han tog den ikke. Spejderen sagde i et drævende tonefald:

»Han siger, at han vil gøre, hvad Bibbi & Snif er nødt til at gøre.

>Solist.dk<